Bemærk de vidunderligt selvsmagende fanposters under digtromanen.

JEG BRUGER MIN KROP SOM ET MØBEL af Veronika Katinka Martzen

Digtroman – Gladiator – 2019 – 235 sider – omslag af Thomas Joakim Winther – anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeget får en god idé

jeg, Taylor Alison Swift, har en megagod personlighed
skinner igennem i flere af mine sange
fx i Blank Space
der handler om at jeg har et blank space på min liste over ekskærester
til DIG hvem du så end er, du er i hvert fald ikke her
nå men der synger jeg fx
“DARLING I’M A NIGHTMARE DRESSED LIKE A DAYDREAM”
aldrig tidligere har nogen beskrevet nogens personlighed
på en mere korrekt og præcis måde hvis jeg selv skal sige det
altså mig Taylor Alison Swift
der har en stolt tradition for at sælge folk en forkert vare
de tror jeg er rigtig sød og har det helt normalt oppe i hoved
men hihihahaha joke det har jeg overhovedet ikke
jeg har det helt faktisk fucked (den emoji med en omvendt smilende smiley) “

Hvad stiller man op med en genrehybrid, der kalder sig selv for digtroman, skrevet af en fiktiv satirefigur, som er født af Den korte radioavis? Man læser den og forholder sig til den og håber på, at udgivelsen var ment som et reelt litterært bidrag og ikke bare et mediestunt eller en joke. Og Jeg bruger min krop som et møbel bidrager rent faktisk med noget værdifuldt.

Jeg bruger min krop som et møbel er en vild bog. Det er en fortælling om et forskruet system, om psykisk sygdom, sårbarhed og identitetsforvirring. Og det vilde ved digtromanen er, at den faktisk lykkes særdeles godt med at behandle disse tunge, svært håndterbare emner pakket ind i satire – grotesk og latterkrampefremkaldende sjovt.

Det er en virkelig modsætningsfyldt bog, kontrasterne er ikke til at overse i det groteske spil mellem populærkulturelle klichéer og psykosens mørke afgrund. Veronika Katinka, som er bogens digterjeg, har mistet følingen med sin egen personlighed, hun leder efter sig selv i et kaos, hvor der ikke er nogen videre hjælp at hente. Hun rejser, hun knepper,  hun skriver, hun skærer i sig selv, hun taler med autoriteter af forskellig art. Hun får sin krop omopereret til en kopi af Taylor Swifts. Taylor Swift er en bærende karakter i bogen, en personificering af det perfekte, men også det tvetydige, dobbeltsidede. Og VKs stalker-tweets til den amerikanske popstjerne er episke:

“@Taylor Swift 22. juli kl. 01.26
En hurtig google-søgning på ‘Taylor Swift boyfriends’ afslører at du har været kærester med rigtig mange, fx John Mayer (december 2009). Altså hvordan gør du???

@Taylor Swift 23. juli kl. 10.55
Nå, men mit kneppetrick #1 er stramt tøj, megastramt tøj, især på overkroppen. Det kan jeg se på billeder at du også går i, så mit spørgsmål går…

@Taylor Swift 23. juli kl. 10.58
… mere på hvordan du går fra knep til at få folk til at kunne lide din personlighed. Det er mit problem nemlig, normalt når jeg vågner op med folk plejer de at kigge på mig som om jeg er noget de ville ønske snart ville gå væk (fx et forkølelsessår) – men den fornøjelse…

@Taylor Swift 23. juli kl. 11.01
…får de ikke hæhæ, jeg hænger ud hos dem hele dagen og så spiser jeg deres pålægschokolade og ser deres planet earth indtil de til sidst ‘desværre er nødt til at smide mig ud’ og så sidder jeg derhjemme og venter på at de skriver og det gør de jo aldrig og så; så…

@Taylor Swift 23. juli kl. 11.05
…er det at jeg begynder at chatte dem op dag og nat. Jeg skriver jokes og spørger dem om hvad de laver og når de så ikke svarer, så bliver jeg bare ved hahahahahah hvad siger du til det, er det det samme du gør eller har du andre tricks? “

Som sagt, den her bog er vild. Mange gange i læsningen tog jeg mig selv i at grine højlydt, noget, der virker bizart, når det man læser om i grunden er så tragisk. Men det er netop dét greb, der gør bogen interessant, at en så hjerteskærende historie kan fortælles på en sjov måde. Det føles vidunderligt forkert.

Digterjeget beskrives på et tidspunkt som “personificeringen af den ufarlige ironiske distance”, hvilket på en måde udpeger selve bogens væsen – ved at skrive en sarkastisk og ironisk distanceret tekst om meget alvorlige emner gøres det ufarligt, fordøjeligt, til at holde ud at læse. Og i sarkasmen lægges en eller anden ekstra distance mellem forfatter og værk. Anna Juul, som er kvinden bag Veronika Katinka, distancerer sig fra værket med både pseudonym og humor.

Formmæssigt må bogen også siges at være eksperimenterende. Bogen, som kaldes en digtroman, rummer alt muligt og umuligt – konfirmationstale, kammerspil, digte (eller parodier på digte?), breve, samtaler, tweets mm. VKs sprog er virkelig “ungt”, der er ikke sparet på hverken talesprogsamputerede ord, forkortelser eller emojis. Og det er med til at gøre bogen og performancen Veronika Katinka enormt gennemført.

Jeg var altså overordnet begejstret for Jeg bruger min krop som et møbel. Det er en mærkværdig og vellykket bog. Og jeg synes, at der gemmer sig noget meget vedkommende under satiren, under alle digterjegets psykosehumoristiske udbrud og ind imellem virkelig dårlige digte. Det er helt sikkert en bog, der er en læsning værd, hvad end man læser den som et bidrag til den for tiden allestedsnærværende litteratur om psykisk sygdom og identitetsforvirring i et stadigt mere præstationsfokuseret konkurrencesamfund, eller som ren satire over tidens navlepillerpoesi. Jeg selv læste den som lidt af hvert og synes den fortjener fire ud af seks hjerter. Original, morsom og ikke uden substans.

Find digtromanen her.