Litteraturformidlerens julegaveservice: Læsværdig, lækker litteratur i lommestørrelse

Bøgerne er en gave fra forlaget – holdningen er som altid min egen.


Så stod den her igen og bankede utålmodigt og insisterende på døren, den søde juletid. Det betyder julegaver, og som altid har jeg en forkærlighed for de hårde, kantede af slagsen til børn såvel som voksne. (Gode) boggaver er for mig en gave der bliver ved med at give, og er man ikke med på genbrugsgavebølgen endnu, så synes jeg bøger er en lidt mere meningsfuld nyproduceret ting at købe end et eller andet vilkårligt stykke plastiklegetøj eller endnu en sweater til bunden af klædeskabet. Nu var det ikke klimavenlig jul det her indlæg skulle handle om, selvom det er et emne der rumsterer meget i mit hoved for tiden. Måske bliver det et indlæg for sig selv.

I anledningen af julens snarlige komme vil jeg hermed præsentere jer for Litteraturformidlerens julegaveservice. En litteraturfanatisk og fuldstændigt subjektiv guide til de fede julegaver til både børn og voksne. Og her i første indslag af føljetonen I alle uvidende har ventet på, er det de voksne vi skal koncentrere os om.

Jeg har for nyligt fået øjnene op for det svenske forlag Novellix, som netop har lanceret deres fine bogkoncept på det danske marked. Novellix udgiver noveller i bogform, tilmed i små, fine bogæsker med fire noveller i hver. Konceptet er “Pixibøger for voksne”, småt og godt og overskueligt at læse, lige til at have i lommen på togturen til arbejde. Æskerne har forskellige temaer, og indtil videre er der udgivet to æsker på dansk – danske klassikere i den ene og nyere dansk litteratur i den anden.

Klassikeræsken rummer noveller af nogle af Det moderne gennembruds essentielle litterære stemmer; J.P. Jacobsen, Olivia Levison, Henrik Pontoppidan og Herman Bang. Særligt sidstnævnte, som bidrager med novellen “Irene Holm”, var fantastisk at få genlæst. Æsken med den noget yngre forfatterskare byder på noveller af Helle Helle, Ida Jessen, Jakob Ejersbo og Adda Djørup og er ligeledes velvalgte og litterære guldkorn.

Da jeg kastede et blik på Novellix’ tidligere, svenske udgivelser, fik jeg høje forventninger til forlagets kommende danske udgivelser, foruden et akut tilfælde af samlermani. Nøj, en masse fantastiske og utroligt smukke bøger. Én ting er nemlig Novellix’ godt udvalgt og kuraterede noveller. En anden ting er bøgernes fremtoning i de fineste små pocketformater med afsindigt smukke omslag.

Bøgernes format er oplagt til små gaver, mandelgaven, værtindegaven eller adventsgaven. Det er en virkelig god gave til litteraturelskeren såvel som den grønnere læser, eller den travle småbarnsforælder, der godt gad læse mere, men sjældent får læst mere end et par sider sammenhængende (kender I også typen?). Og så er bøgerne en god anledning til at kaste lidt mere kærlighed efter novellegenren, som jeg ofte synes bliver både overset og undervurderet.

Som I kan høre, har jeg svært ved at få hænderne ned af begejstring over at vi har fået dette fine bogkoncept over på vores side af sundet. Og mens jeg glæder mig til at se hvad de næste danske udgivelser fra Novellix bliver, vil jeg hygge mig med at give små bogpakker i stedet for blomster til december måneds fester.

Tjek Novellix ud her.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s