Langtrukken roman om organisationsændringer i en fodboldklub, komplicerede familierelationer og en mørk fortid – MØRK MATERIE af Tormod Haugland

Mørk Materie

MØRK MATERIE af Tormod Haugland

Roman – Forlaget Silkefyret – 2018 – 314 sider – oversat fra norsk af Allan Lillelund – omslag af Michelle Melissa Jakobsen – anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeg steg ud af bilen, mærkede regndråberne mod panden. Jeg gik hen til huset, låste mig ind. Mit kære hus. Så længe det varede. Men nu var det slut. Jeg stod i køkkenet, tog en vinflaske frem og fyldte et glas. For der var altid en slutning. Alting havde en ende, om det så var dødt eller levende. Og dette hus var midlertidigt, det havde jeg vidst fra første øjeblik. Jeg havde købt det for at have noget, som var vores, min nye familie. Men sådan gik det ikke. Det gik ikke godt mellem Lise og mig. Det var blevet for svært, for krævende. Jeg var faldet for Lise, Elses datter, min fars kæreste. Ham jeg ikke kunne komme overens med. Ham der havde svigtet min mor og som jeg ikke kunne tilgive, dengang jeg var ung. Ham jeg havde lagt for had. Ham jeg ikke kunne snakke med. Men alt det havde jeg lagt bag mig, jeg havde indset, at jeg måtte lære at lægge ting bag mig, at der kun var én vej, og det var den som fortsatte. “

Atle Vilder er en mand på 52, som bor alene i sit hus i den norske by Gran. En dag modtager han et brev fra den kvinde som er mor til hans datter, og som han er gift med – og som han i øvrigt ikke har set i 28 år. Livet begynder så småt at tage en ny drejning for Atle; han involveres i fornyelsen af den lokale idrætsforening og fodboldklub, han genoptager for længst kuldsejlede relationer, og foråret kommer og bringer døden med sig. Hvad betyder alle disse forandringer, har de en sammenhæng og hvad betyder det for Atles fremtid?

Den overordnede præmis for romanen Mørk materie lyder ved første øjekast både interessant og som en bog, der meget vel kunne rumme en vis litterær dybde. Men Mørk materie er rent ud sagt en af de absolut kedeligste tekster jeg har tygget mig igennem (og dem var der ellers et par stykker af i løbet af danskstudiet). Det skyldes til dels at jeg absolut ingen interesse har i fodbold eller foreningsliv – jeg har faktisk svært ved at forestille mig noget, der kunne interessere mig mindre. Men det skyldes i endnu højere grad den langtrukne, tilnærmelsesvis plotløse tekst, skrevet i et kedeligt sprog og med intetsigende karakterer. Optakten til bogens klimaks synes uendeligt og ikke særlig ophidsende, og da vi endelig – efter hvad der ligner 130 sider – nærmer os noget, der kunne give en eller anden form for udslag på spændingskurven, ja, så kører romanen faktisk bare videre i sin flatlinede, formålsløse fortælling .

Bogens karakterer, i særdeleshed Atle og hans far, taler sammen på en kunstig og distanceret måde. Jeg forstår ham ikke, Atle, hans måde at tænke på eller hans forhold til andre mennesker. Det er mig uvist, hvad han vil, og det er faktisk heller ikke noget jeg higer efter at finde ud af.

Man kan kalde Tormod Hauglands skrivestil underspillet, eller endda tør-humoristisk, som avisen Morgenbladet har gjort det, men jeg vil nu hellere kalde den langtrukken og i længere passager fuldkommen indholdsløs.

Skal jeg dog slutte af med en positiv bemærkning – og det vil jeg helst – så er Mørk materie en ganske pæn bog, og jeg kipper som altid med flaget for Forlaget Silkefyrets æstetisk vellykkede udgivelser. Dog plejer indholdet at leve op til omslaget i højere grad end det er tilfældet med Mørk materie, som kun sniger sig op på et enkelt, langgabende hjerte herfra.

hjerter1

Læs mere om bogen, eller køb den her.

Mørkmaterie.jpg

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s