Os imellem af Wenche Thinnesen Vogtmann

Novellesamling – Brændpunkt – 268 s. – 2017 – omslag af Søren Klok – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forfatteren

“Dæmonerne i mit liv lærer jeg aldrig at håndtere, de forfølger mig til alle tider, og vreden er min tro følgesvend. Stoltheden afholdt mig fra at vende retur, savnet har jeg aldrig fortalt om til nogen, men er der mon en dybere mening med, at både hun og Marius skulle ende med at bo klos op af mig? Måske er det et tegn til mig om at få sagt undskyld til hende. Undskyld for ikke at leve op til min forpligtelse som far, pludselig virker det som det eneste rigtige at gøre. Konfrontér det svære og det vil forsvinde, hvem der engang sagde sådan ved jeg ikke, men ordene virker så rigtige.” 

Ensomme mennesker, mennesker der er skadet af deres fortid, fortvivlede, angste, søgende. Os imellem  præsenterer os for en lang række forskellige mennesker, fra den incestskadede og suicidale unge kvinde, den stressede og ensomme ejendomsmægler der har dedikeret sit liv til jobbet, den søgende mand, der vandrer rundt i natten, for at finde sig selv. Alle har de det til fælles, at de er dysfunktionelle på den ene eller anden måde.

Mellemmenneskelige relationer er et vigtigt aspekt af den enkeltes personlige udvikling. Og netop disse formende relationer mellem mennesker danner rammen omkring novellesamlingen Os imellem. Det er især de uligeværdige og ødelæggende relationer, fortællingerne tager udgangspunkt i. Wenche Thinnesen Vogtmann behandler i sin novellesamling tabuiserede og ømtålelige emner som fx incest, stalking, prostitution og torturlignende mishandling,  og der lægges ingen fingre imellem.

En del af novellerne var simpelthen for voldsomme til at jeg brød mig om at læse dem, og hvis jeg ikke skulle have skrevet en anmeldelse, havde jeg så afgjort ikke læst dem til ende. Udpenslinger af incestuøs mishandling, beskrivelser af blødende endetarme og lignende var simpelthen for hård kost for mig. Jeg anser ikke mig selv for værende særligt følsom, og læser tit barske passager i bøger uden at tøve, men her blev min grænse nået. Og det særligt fordi udpenslingerne ikke var nødvendige for historien, men i stedet fremstod som voldsomme forsøg på at fastholde en interesse i læsningen, et slags mislykket underholdende element, som måske har til formål at bære en historie, som i sig selv ikke har et særlig stærkt plot eller forløb.

Det skal dog siges, at når litteratur påvirker læseren så voldsomt, positivt som negativt, så bunder det i en eller anden grad i en vellykket formidling, og dén ros skal Wenche have: At hun i imponerende grad formår at skrive nogle troværdige og nuancerede personer frem i sine fortællinger, og det med en sproglig dygtighed, som dog til tider fremstår en smule fortænkt og kunstig.  Desværre kan vellykket form og et solidt sprogligt håndværk ikke bære et værk alene, og i sidste ende manglede jeg noget større, en dybere mening med alle modbydelighederne.

Derfor lander vi på 3/6 hjerter fra Kulturkulten denne gang, dog med lysten vakt til at læse noget andet af forfatteren – gerne noget mindre voldsomt.

Wenche Thinnesen Vogtmann arbejder bl.a. som underviser på en skriveskole for børn og unge, og har tidligere udgivet “Oscar, mig og tøserne” og “Livets omstændigheder”.