En smuk, personlig og betydningsfuld gave til en ven – vennebogen til voksne – MINE VENNER

Bogen er modtaget som gave fra forlaget

Processed with VSCO with 6 preset

I barndommen var noget af det bedste jeg vidste, når mine gode venner skrev i min vennebog. Disse vennebøger var typisk mangefarvede, gerne med nogle Disney-figurer på omslaget og med altid relevante spørgsmål som “Hvad er din livret?” eller “Hvilket fag kan du bedst lide i skolen?”. Vi brugte mange frikvarterer på at udfylde siderne i hinandens vennebøger. Mange af de mennesker, der stadig er mine bedste venner i dag, er samlet i de bøger – de ligger i min skuffe og er en lille tidslomme, et minde om hvordan det var at være barn, hvad vi interesserede os for, og på hvilken måde vi var venner.

I voksenlivet ses vi stadig, men naturligvis ikke ligeså ofte. Og måske netop derfor er det så vigtigt at holde fast i hinanden, at gøre noget aktivt for at holde venskabet tæt og ikke mindst at værdsætte hinanden og sætte ord på hvorfor netop vi er venner.

Forlaget Fortæl har udgivet en vennebog, som den vi kender fra barndommen, men rettet mod voksne venner og i en seriøst æstetisk opgraderet version. Bogen Mine venner er virkelig lækker med satinbånd som bogmærke og håndindbundet i lærredsomslag. Her kan op til 16 venner skrive om sig selv og deres forhold til en bestemt person – en helt fantastisk personlig gave.

Jeg gav bogen til en af mine bedste venner og gamle roomie, da hun for nyligt havde fødselsdag. Hun blev overrasket og glad og jeg tror og håber, at det er en bog, der vil gøre hende glad i mange år fremover.

Processed with VSCO with 6 preset

Vennebogen er meget enkel at lave. Man opretter en bruger og en bog på forlagets hjemmeside og kan derefter invitere folk til at skrive deres bidrag i den. Jeg sendte bare et link til folk og en deadline, og så gik det helt af sig selv. Da min fastsatte deadline kom, modtog jeg en mail om, at jeg kunne gennemse og bestille ordren – eller udskyde deadline. Hjemmesiden giver også mulighed for at sende rykkere gennem systemet til de, der ikke har svaret endnu – meget rart, hvis det ikke er personer, man ikke kender så godt.

Det er også ganske ligetil at skrive sit bidrag i bogen. 25 spørgsmål omhandler en selv og derefter skal man svare på 25 spørgsmål om ens forhold til bogens hovedperson. Ved nogle af spørgsmålene har man mulighed for at skifte spørgsmålet ud, hvilket er meget rart. For et par af spørgsmålene var ret svære at svare ordentligt på. Egentlig kunne jeg godt have tænkt mig denne mulighed i større udstrækning, og med endnu flere spørgsmål at vælge imellem. Men det kan selvfølgelig også blive for kompliceret.

Alt i alt er Mine venner en virkelig smuk og gennemarbejdet bog. Selvom den blå farve ikke lige ville være mit førstevalg, så er det utroligt flot bog, og det er tydeligt, at bogen er lavet af en dygtig bogbinder (vel egentlig en af de sidste?). Og den detalje at bogen er håndindbundet tilfører altså bare noget ekstra. Det mærkes dog også på prisen, som er i den lidt høje ende (650,-). Så hvis du står og mangler en  personlig gave til en ven, der har fødselsdag, skal giftes, konfirmeres, eller som bare har fortjent at føle sig elsket, så er Mine venner et godt bud på en virkelig god og kærlig gave, som vil få enhver til at føle sig værdsat.

Opret en vennebog til en du holder af her.

Udsøgt roman om ulideligt intens, altopslugende kærlighedsbesættelse – HJERTET ER KUN EN MUSKEL af Kristofer Ahlström

HJERTET ER KUN EN MUSKEL af Kristofer Ahlström

Roman – Forlaget Silkefyret – 2018 – 260 sider – omslag af Siri Lee Lindskrog og Amanda-Li Kollberg/Studio jetzt-immer – oversat fra svensk af Nanna Kalkar – en del af serien Perleværker – anmeldereksemplar fra forlaget

“Der er intet af Isak tilbage i kroppen. Nu, hvor hjertet har slået sit sidste slag; nu, efter at blodet har rullet for sidste gang gennem hans arme og ben, nu er han bare en krop. I det svage genskin fra den ene fungerende billygte ser jeg hans arme ligge over kors ind over instrumentbrættet og den runde skulder og siden af halsen. Kroppen, som jeg kender ud og ind, hver en rynke, smag og bevægelse. Hvordan hans ryg lugter. Jeg kan beskrive de små forandringer i øjnenes nuancer eller i detaljer fortælle, hvordan neglebåndene runder sig og danner små, smilende buer. Men jeg ser ikke nærmere efter. Tør ikke andet end at se ligeud: Der er forruden, de hundredevis af revner, som stråler ud fra hullet, det bøjede metal. Jeg ser ned på mine hænder. På de tynde fingre, på knoerne og knoglerne under huden. Og nede ved mine fødder, midt i mørket; små glimt. Mønter på gulvet, på sædet, instrumentbrættet og i askebægret. Klemt fast under det ene hjørne af måtten ligger de og skinner svagt. Jeg tager en af dem op og vender og drejer den. Jeg lægger den i håndfladen, lader tommelfingeren glide hen over prægningerne og reliefferne, føler på de små bogstaver og sætter neglen i rillerne på møntens kant. Jeg ser og ser. De er ægte, de er der. Det skete. “

Kærlighed gør blind, kærlighed gør ondt, kærlighed kan være altoverskyggende. En sådan kærlighed opstår for Elisabeth i romanen Hjertet er kun en muskel, da hun møder Isak. Og så smerteligt og ulideligt er det, at bogen indledes med trafikuheldet, der tager livet af Isak. En tragedie, som gennemsyrer romanen af en ufravigelig melankoli.

Elisabeth er en ung kvinde med komplicerede familierelationer og som, indtil hun møder Isak, er distanceret fra de fleste andre mennesker. Hun er buschauffør i Stockholm og kører gaderne tynde mens andre sover. I bussen møder hun Isak, og der opstår en øjeblikkelig tiltrækning, som kommer til at ændre hendes liv på godt og ondt. Fortællingen skrives i en notesbog på den hospitalsstue, hvor Elisabeth opholder sig efter ulykken. Her trækkes følelsesmættede spor fra en barndom med svigt til voksenlivet med og uden Isak. Hvor går grænsen mellem en ligeværdig og frugtbar relation mellem to uadskillelige elskende og en afhængighedsskabende og isolerende tosomhed? Hvornår bliver kærlighed til besættelse, og hvad kan hjertet egentlig holde til, før det brister?

Hjertet er kun en muskel er en usædvanlig stærk fortælling om kærlighed og romantisk begær på grænsen til besættelse. Romanen trækker os ind i det ensomme menneskes længsel efter en kærlighed og en tosomhed, som i sidste ende bliver altopslugende. Elisabeth er vokset op hos nogle forældre, som ikke har udvist noget videre kærlighed og omsorg, men som har behandlet hende som deres lille succesprojekt, på hvis skuldre deres tårnhøje ambitioner skulle hvile. Som det så ofte sker, vender Elisabeth ryggen til sine forældres forventninger til hende og rejser alene til Stockholm for at starte på en frisk. Jobbet som buschauffør synes som den ultimative fuckfinger til forældrenes ambitioner om hvad hun skal opnå i sit liv og sin karriere. Og bussen passer Elisabeth godt, den symboliserer på en måde hendes egen gang i verden og omgang med andre mennesker – flygtigt, anonymt, overfladisk og uforpligtende. Og en samtidig fastlåsthed i rutinen, en tryghed i gentagelsen.

Almindeligvis afskrækkes jeg hurtigt af romaner, som kredser om kærlighed og parforhold. Ofte synes det for mig ligegyldigt og trivielt at få indblik i andres kærlighedfortællinger. Men i Hjertet er kun en muskel er kærligheden, tosomheden, besættelsen eller hvad vi skal kalde den alt andet end triviel. Den er voldsom og grænsesøgende på en måde, der ikke bare er spændende læsning, men som også giver et interessant indblik i nogle genkendelige mellemmenneskelige forhold. Det er både interessant og vedkommende litteratur. Og så skriver Kristofer Ahlström så fuldstændig indtagende, skriften bliver ligeså altopslugende, som den kærlighed, den beskriver, og ind imellem var det nærmest umuligt at lægge bogen fra mig.

Sprogligt glider det let, uden at blive simpelt. Ahlström udviser en imponerende observationsevne og omsætter den så fint i sproget, hvordan en lun sensommerdag dufter, eller hvordan savnet efter en elsket helt fysisk indlejres i kroppen. Jeg gad godt kunne skrive sådan.

Grafisk er romanen virkelig lækker, både i omslaget og på sidernes udformning med korte, kompakte afsnit. Kort sagt spiller det hele bare, æstetik og indhold. Gennemført. Hvis du vil læse en velskrevet roman om mellemmenneskelig afhængighed, kærlighed og begær, hvis du vil trækkes ind i intens fortælling om sindets mørke afkroge, som du ikke kan lægge fra dig igen, så er Hjertet er kun en muskel et godt bud. Jeg har allerede lyst til at læse den igen. Alle mulige hjerter herfra!

6 hjerter

Køb et eksemplar af denne fabelagtige roman her.

hjerteterkunenmuskel.jpg

Fragmenteret skrift fra kvindekroppen – SPRÆKKER af Mette Garfield

SPRÆKKER af Mette Garfield 

Punktroman – Arkiv for detaljer – 2019 – 91 sider – omslag af Malene Hald – anmeldereksemplar fra forlaget

” Du begynder at bløde. Det pibler ud af dig. Rødt, skinnende blod. Han har forstyrret din cyklus, der begynder forfra, for tidligt. Du vejrer dufte, ser syner og bliver mindet om fortiden. Det løber og ånder ud af dit underliv, friskt. Dine læber bliver rødere og svulmer. Trusserne våde, amber, violette, brune skjolder, pletter. Dine næsebor udvider, åbner sig. Mugne, ramme, syntetiske lugte slår ind i dit kranie. Det åbner og lukker sig, dit køn er en gople, der blafrer. Du sover ikke igennem om natten. Du vågner som et feberbarn med aftryk af hans hage, hænderne, munden på dine underarme, brystvorterne og i lysken.

Da han står der igen ved din dør, i åbningen, på tærsklen, med blikket sænket, som siger for meget og ingenting. Siger du bare “ja”. Han løfter, holder, vælter dig omkuld.

Bagefter lægger han dig, folder  dig med sit ene lår mellem dine.  Hans kropsbehåring mod dine kønslæber, pulsslag i dit øre mod brystkassen. Noget af natten, tæt.

Og du ved ikke, hvorfor det er, det ikke er.”

Punktromanen som genre stiller høje krav til sin forfatter og sin læser. I små fragmenter, som gennem sprækker, med få ord og på få sider skal fortællingen udspille sig, og blive sammenhængende trods sin givne usammenhængende form. Hvert et ord er afgørende, hver en lille tekstblok kompakt af betydning. Og imellem punkterne, i alt det usagte, udspiller meget af fortællingen sig. Vil man læse et godt eksempel på en punktroman i sin mest vellykkede form, er Mette Garfields skønlitterære debut Sprækker et godt bud.

Titlen Sprækker er så sigende for genren såvel som for bogen, som i konkret og abstrakt forstand beskæftiger sig med sprækker, åbninger. Handlingen, som kører i to spor, kredser om to kvindeskæbner –  tiltalt som henholdsvis “du” og “hendes mor”.

Du’et er en kvinde i begærets vold, hun er krop og kød, hun begærer, sanser, længes efter en mand, der ikke er tilgængelig. Hun bruger sin krop og hun lader sig bruge, selvom hun ved, at han kun er på forbifart. Hun tror ind imellem at noget er ved at begynde, men det er det aldrig, der opstår altid kun en lille åbning, som hurtigt lukkes igen. Og hun undrer sig over hvorfor det er, at det ikke er. I fantasien bryder hun med passiviteten, tager den fulde kontrol tilbage, bliver den, der tager i stedet for at lade sig tage:

“Så kaster du ham ned i kælderen i et lille rum uden vinduer. Gulvet er af sten, koldt. Væggene grå beton. Du flår tøjet af ham og hænger ham op med hænderne over hovedet i kæder. Du lader ham hænge i timevis. Håndledene vamle sårblærer. Du knebler ham. Giver ham en hætte over hovedet. Dagene går med injektioner og arvæv, anus. Turen med ham i lænke.

Du spuler ham ned med isnende vand, hænger ham op igen, lader ham hænge.

Du flår hætten af ham, løfter hans hoved. En lyskegle fikseret mod hans ansigt.

KAN IKKE SE DIG.

Så bærer du ham op i stuen. Lægger ham i sofaen og lader ham sove. Du giver ham mad. Ferskner og is, salte kiks, fiskerogn, cava. Du hvisker, synger, vasker hans køn, holder hans hånd.

Så kyler du ham ned i kælderen igen. “

Du’et bruger sin krop, sit begær og sit sprog som drivkraft, noget, hun desværre ikke kan bemægtige sig – hun mister sig selv i begæret efter den utilgængelige mand. Hun prøver at skrive, men “falder i staver, laver fagter, vælter bogstaver, de forkerte ud over siden”. De punktvise nedslag falder vilkårligt, vi træder ind og ud af nutid og fortid, tanke, drøm og handling. Det ene øjeblik mødes du’et med sin udkårne i hans lejlighed, så modtager hun fertilitetsbehandling, så mødes de første gang nytårsaften. Man mister gang på gang orienteringen.

Samtidig følger vi bogens andet spor, fortællingen om “hendes mor”, som er pacificeret på en anden måde, lammet efter sin mands død, forladt og sat ud af spil. Magtesløs står hun og ser grådløs ud over markernes rim, føler afmagt og vrede over at skulle være mor for sine børn, at skulle fortsætte med at eksistere. Hun lever ikke op til de kollektive forventninger, der er til moderen – den person, der kører videre uanset hvad, som altid holder hovedet højt og holder samling på det hele. Og så beskæftiger hun sig selvfølgelig med alternative moderfigurer, som Iokaste, Ødipus’ mor. Og med det bliver det faktisk næsten for konkret, som om der peges lidt for insisterende på en pointe, som læseren for længst har forstået.

Disse bogens to kvindekarakterer synes langt fra hinanden i både liv og færden, men de har dog det til fælles, at de stikker ud af samfundet, de er ikke en del af fortællingen om det rigtige, det gode liv. De deltager ikke i en anerkendt  familiekonstellation, de færdes i et eksistentielt limbo, et ukonventionelt skyggeland.

En læsning af Sprækker er som en konfus drømmevandring. Abstrakt og uhåndgribelig og samtidig dragende og genkendelig. Mette Garfield formår at fremskrive en stærk fortælling om kvindeligt begær, om at blive gjort passiv i sine kødelige og åndelige længsler, om at kræve kontrol uden helt at lykkes med det. Og dog, for ved at skrive denne bog fra kvindekroppen og med det kvindelige begær som omdrejningspunkt, sker der i bedste écriture féminine-stil en empowering af kvinden. Bogen er en insisteren på eksistensberettigelse udenfor snævre normative kasser. Og det er en insisteren på en plads til kvindekroppen og det kvindelige begær, ucensureret og uforskønnet i litteraturen.

Sprogligt er Sprækker ganske umiddelbar og der lægges ikke fingre imellem. I nogle passager bliver sproget nærmest brutalt, i andre ganske lyrisk. Rent grafisk understøtter skriften parolen om en fortælling i glimt, som set gennem sprækker – nogle sider tætskrevne, andre næsten nøgne. Sprækker rummer skarpe observationer over sin samtid, over køn og krop og mellemmenneskelige forventninger. Genkendeligt og hudløst ærligt. Det er en bog, der fortjener flere læsninger, og som åbner op for nye betydninger og tolkninger for hver læsning.

hjerter5

Denne bog fortjener en plads på dit natbord og i din bevidsthed, find den hos forlaget her.

Ambitiøs generationsroman om at søge en plads i tilværelsen – ALT NU af Patrick Sølberg

ALT NU af Patrick Sølberg

Roman – Byens Forlag – 2018 – 294 sider – omslagsfoto af Wil Stewart – anmeldereksemplar fra forlaget

“Han kunne mærke, at hun smilte. Hun havde vel samme effekt på ham som et jordskælv, der rystede fundamentet. Hvor kontinentalpladernes sammenstød simpelthen former nye landskaber. Muliggør ikke bare noget nyt, men noget andet.  Ligesom den afrikanske kontinentalplade er ved at presse sig ind under den europæiske. Også i geografisk forstand vil Europa have Afrika under sig. Det er dog kun et spørgsmål om tid, før den afrikanske plade presser sig ind, spreder krakeleringer i Europa, bryder jorden op, stiger til vejrs som et stædigt bjerg. Snart bliver det hele rystet sammen. Det havde aldrig været et håb om at falde til. Nok snarere et ønske om at blive mindre rastløs. Som at indhente billedet, der bevæger sig i et hurtigere tempo end lyden. Minimere forskydningen. Og så, noget der udklækkes: følelsen af at bebo eller dét at høre til. Han duftede til hendes hår. Moskus og figenblade. “

Halfdan studerer litteratur, han er ung, rastløs og eftertænksom. Hans største eksistentielle krise ligger i overbevisningen om, at hans generation ikke har haft en eneste krise, ingen modgang i tilværelsen. Halfdan går rundt i den samme intetsigende hverdag, med få penge på lommen og et distanceret forhold til sin hemmelighedsfulde mor. Da Halfdans morfar rammes af demens og sygner mere og mere hen, påtager  (eller pålægges) Halfdan sig opgaven at færdigskrive den roman som morfaren har påbegyndt. Her starter en rejse i en desperat søgen efter udfordringer og dermed inspiration til at skrive – et ønske der i høj grad indfries.

Alt nu er en generationsroman i tre spor; Henry, den jødiske flygtning, som efter Anden Verdenskrig har mistet sit ophav og hele sin fortid og efterfølgende har skabt sig et nyt liv i Danmark. Hans datter, Metha, hvis liv har været præget af uoverkommeligt store tab og som kender alle de gode steder at græde i København. Og sidst men ikke mindst Halfdan, Methas søn, som går nærmest bedøvet rundt i en ligegyldig tilværelse. Halfdan, som er bogens primære karakter, er en underlig introvert person og en i mere end én forstand impotent ung mand. Han er underlagt den gamle kunstnermyte, at det kun er muligt at frembringe noget af kunstnerisk værdi, hvis man har mødt stor modgang i livet. “Heldigvis” skal han ikke mange skridt tilbage i sin families historie for at finde både modgang og tragedie.

Gennem romanen undrer det mig, hvordan fremmede mennesker konstant tager kontakt til Halfdan, insisterer på at tale med ham, selvom han er hermetisk lukket om sig selv og afviser alle der nærmer sig. Det virker usandsynligt og urealistisk, men er selvfølgelig den eneste måde at få ham gennem fortællingen og ud i verden på, da oplevelserne ligesom hagler ned over ham. Han selv handler meget lidt.

Alt nu er på mange måder en sammensat roman. Sølberg fortæller tre interessante historier, men lykkes desværre ikke altid lige godt med at samle dem i sidste ende. Det er som om romanen vil så mange ting på en gang, den lever ikke helt op til sine høje ambitioner om at være en fortælling om både krig, flugt, klima, tilhørsforhold, sorg, tab, fysisk og psykisk sygdom, død og meget mere. Bogens absolut mest vellykkede passager er da vi følger Metha i hendes ungdomsår i Berlins punkmiljø, som giver forståelse for og sympati med Metha, som i de resterende afsnit ellers er en ret bleg og karakterløs person.

Sproget i romanen er overordnet set virkelig smukt og ind imellem helt lyrisk. Men det kammer også over og bliver klichefyldt, eller andre gange overakademiseret. Fx da Florian, Halfdans far, gennemgår nogle maniske episoder, læser en masse bøger og får nogle “åbenbaringer” – her føltes det kortvarigt som at sidde i et auditorium igen til en forelæsning om hvidhed og kolonialisme, end som egentlig romanlæsning. Det er absolut ikke uinteressant, men måske en smule malplaceret.

Alt nu vidner uden tvivl om en forfatter med et imponerende vid og overblik, i emner som humanisme og populærkultur, og over i mere naturvidenskabelige discipliner. Sproget fungerer i min optik både godt og dårligt i romanen – både sanseligt og malerisk, men ind imellem går det for vidt og fremstår overgjort og kunstigt. Sidstnævnte gælder i høj grad i bogens dialoger, som til tider virker meget fremstillede. Små vendinger som “Hvad reflekterer du over?” virker bare ikke særlig autentiske (hvem siger dog ikke bare “Hvad tænker du på?” i en helt almindelig, afslappet samtale?).

Alt i alt er romanen en ret spændende og ambitiøs bog, omsiggribende i handling, og ind imellem vil den lidt for meget. Trods en overordnet fin sammenhæng, har romanen lidt for mange løse ender, lidt for mange påbegyndte emner, som skulle have haft mere plads i teksten for at give rigtig god mening. Men det er en bog, der også gav anledning til eftertanke og som var i min bevidsthed i et godt stykke tid efter endt læsning. Noget, der for mig kendetegner en læseoplevelse der kunne et eller andet.

Og nu står jeg her, ganske splittet over denne roman, som på den ene side demonstrerer forfatterens imponerende vid og fortælletalent – og på den anden side føles som om den skulle have været redigeret lidt hårdere, gjort mere sammenhængende. Med det sagt kan Alt nu anbefales for den gode historie, som byder på mange forskellige emner og dermed noget for enhver smag, og må lande et sted midt på min skala af 6 hjerter.

hjerter3

Køb Alt nu hos forlaget her.

Fabulerende og underholdende tekster om alt og intet – FABELAGTIGHEDER af Lars Emil Foder

FABELAGTIGHEDER af Lars Emil Foder 

Prosa – Forlaget Ekbátana – 2018 – 74 sider – omslag af Rakel Thorning-Vater – anmeldereksemplar fra forlaget

” Jeg forestiller mig en verden, ikke helt ulig vores, hvor man hellere vil ses på scenen end sidde skjult blandt tilskuerne, hellere lyse på lærredet end fortabe sig i mørket, hellere skrive bøgerne end forsvinde mellem deres sider osv. Jeg forestiller mig de overfyldte teaterscener og forladte publikumsrækker, de ulæste bøger der hober sig op på den knappe lagerplads, musik der brager ud over øde stadioner og festivalpladser og næsten ikke findes. Og så forestiller jeg mig én mand: manden der bare vil være publikummer. Den sidste publikummer. I grunden en ydmyg, næsten selvudslettende type, det er klart. Men nu er han en mand af betydning.”

Finurlige talemåder gøres konkrete og tankeeksperimenter køres helt ud på et sidespor i Lars Emil Foders prosadebut Fabelagtigheder.

Bogen er inddelt i 6 dele, adskilt af mørkegrønne sider og indeholdende alt fra vittigheder og drømme til eksistensfilosofiske tekster og digte. De to sidstnævnte er klart bogens mest vellykkede. I disse fabulerende små tekster serveres en god portion samfundskritik, et dissekerende blik på en verden, hvor vi alle vil ses og høres, men hvor ingen lytter, og en verden, hvor det lykkelige menneske er et fuldstændig uhørt særsyn, en uforståelig og måske ikke længere menneskelig skabning, som må bæres ud af s-toget i sin lykkelige lammelse og hentes af sin uforstående familie. Mangt og meget vendes på hovedet eller omtænkes, døden er en lille pige med en plastik-le. Og i fabelagtige drømme skimtes glimt af noget utopisk:

” Selv menneskene
havde menneskelige
egenskaber”

Fabelagtigheder

Omslaget, som er en fortolkning af tarotkortet “The Fool” illustrerer forfatteren som en gøglerfigur, jokeren, der står uden for kategori. Fint i tråd med bogen, som på sin vis står uden for genre, eller opfinder sin egen hybridgenre – fabelagtigheder. Fabelagtigheder er en bizar rutchetur i en kreativ hjerne, en drømmeagtig udsyrende række tankeeksperimenter. Den er et virvar af filosofiske tanker og onkelhumoristiske vittigheder.

Fabelagtigheder er underholdende, mærkværdig, samfundskritisk, eksperimenterende. Det er nok den eneste bog jeg har læst, der har fået mig til at grine højt, reflektere, rulle med øjnene og ryste på hovedet på samme tid. Bogen er faktisk lige dele genial og fjollet. Og bestemt en læsning værd. Herfra bliver det til 3/6 hjerter.

hjerter3

Find bogen lige her.

En uundværlig og mesterligt illustreret fagbog til alle dinosaurelskere – DINOSAURIUM af Chris Wormell og Lily Murray

DINOSAURIUM af Chris Wormell og Lily Murray 

Faglitteratur til børn – Forlaget Mammut – 2018 – 96 sider – oversat fra engelsk af Jonas Damgaard-Mørch – anmeldereksemplar fra forlaget

” Dette museum viser dig livet på Jorden som du aldrig har set det før. Det tager dig mange millioner år tilbage i tiden hvor du kan opdage de største og vildeste dyr der nogensinde har levet – dinosaurerne. Lad dig forundre over museets enestående samling som viser dig disse skabninger i al deres mageløse mangfoldighed – fra store fjerklædte dræbere til enorme planteædere som rystede Jorden med hvert et skridt.”

Åh, dinosaurer. Spændende, skræmmende, næsten mytiske fortidsvæsner. Herhjemme er vi vilde med dem! Så da det nyetablerede forlag, Forlaget Mammut proklamerede at de udgav Dinosaurium, som den første bog i den fantastisk flotte serie af illustrerede fagbøger Velkommen til museet, kunne jeg nærmest ikke få armene ned af blot begejstring.

Vi har i forvejen bogen Dyrenes museum, som er udgivet for nogle år siden på et andet forlag, og den er blevet bladret igennem utallige gange. Og den nyeste bog i serien om de storslåede forhistoriske dyr skuffer absolut ikke!

Konceptet bag bøgerne i serien Velkommen til museet er at give en museumsoplevelse i bogform – et museum til hjemmebrug, som altid har åbent.  Bøgerne er store, vidunderligt illustrerede fagbøger med små faktabokse og mere dybdegående brødtekst. Her er altså både mulighed for at få en dybdegående viden om dinosaurerne og den verden de færdedes i, samt en mere overfladisk og i punktform opsat oplysning om de forskellige dinosaurer.

Afslutningsvis i bogen er der forslag til steder man kan opsøge mere viden om dinosaurer – både på danske museer og på gode internetsider. Meget inspirerende og anvendeligt.

Bogen, som primært henvender sig til børn i 11-års alderen, formidler på forskellige niveauer, så også de yngre børn kan være med. Særligt bogens høje æstetiske niveau og grundige illustrationer har gjort den til et absolut hit hos min kun 3-årige. Faktaboksene gør det muligt at nedtone sværhedsgraden og fortælle kort og forståeligt om dinosaurerne helt ned på børnehaveniveau. De flotte illustrationer er tiltalende for de helt små børn, såvel som de voksne og man kan  sagtens tale om en masse ting blot ud fra tegningerne. Se eventuelt mit tidligere indlæg om dialogisk læsning. På den måde er alle bøgerne i serien Velkommen til museet gode oplysende bøger, som med den rette tilgang i læsningen kan vokse med barnet og være til glæde i rigtig mange år. Jeg har kun de varmeste anbefalinger tilovers for Dinosaurium, og så vil jeg uden tvivl holde skarpt øje med Forlaget Mammuts kommende udgivelser. Det er så dejligt, at der kommer flere og flere børnebøger på det danske marked, som har høj æstetisk og indholdsmæssig værdi.

Lån Dinosaurium på biblioteket, eller køb den hos forlaget, som i øvrigt tilbyder fri fragt.

Stærk poetisk brevveksling mellem to verdenshave – HAVBREVENE af Siri Ranva Hjelm Jacobsen

HAVBREVENE af Siri Ranva Hjelm Jacobsen

Prosa – Lindhardt og Ringhof – 2018 – 64 sider – illustrationer af Dorte Naomi – anmeldereksemplar fra forlaget

“Kære M.
Du skriver til mig om sommeren, det samme gjorde Arktis for nylig. Hun røgter sine køer deroppe, og når de skal til at kælve, bliver hun spændt. “I årets første gry rejser kysterne sig som ventende ved et busstoppested.” Sådan skriver hun.  Jeg ved ikke, hvad hun mener med dét. Jeg synes, hun er begyndt at virke lidt ustabil.
Hvad angår årstiderne, har jeg svært ved at samle mig om dem. De er der, nogle gange skifter de plads. Jeg følger natten med blikket. Jeg ligger og ser planeterne flyde forbi. Tågerne deroppe, orange og rosa. Lysende alger i sort vand. Jeg drømmer om den spejlkugle, jorden skal blive, når vi mødes igen. 
Hvad angår krybene – jeg fornemmer din sorg. Ingen af os havde forudset denne acceleration. Trøst dig med, at alting går efter planen. Måske ikke som vi troede, men som vi ville.
A.”

Den klode vi betræder er svøbt i vand på omkring 70 % af sin overflade. Længe før vi kom og længe efter vi er forsvundet vil havene være her. Det er så svært at begribe, at vi ikke er noget særligt midtpunkt i fortællingen om jordkloden. Netop derfor er Havbrevene en så anderledes og interessant bog.

I Havbrevene tilhører synsvinklen havene i en brevveksling mellem Atlanterhavet og Middelhavet. Disse to søstre er tæt forbundne og alligevel ganske forskellige – Middelhavet, den kun 5 millioner år gamle lillesøster, som er empatisk og betaget af Ikaros, og Atlanterhavet, den 180 millioner år gamle storesøster, som har set verden ændres i uendeligheder, og som er noget mere kynisk anlagt. Gennem den 64 sider korte brevveksling introduceres vi til en slags alternativ skabelsesberetning med havene som omdrejningspunkt. Det er en fortælling om en ældgammel natur, en jordklode i evig forandring og mest interessant af alt er det en fortælling hvor mennesket blot er en lille bitte del af en større helhed og ikke, som vi oftest forstår det, omdrejningspunkt for hele verden.

Sjældent har jeg læst noget så syret og samtidig fuldstændig vellykket. Siri Ranva Hjelm Jacobsen formår at skrive så medrivende og troværdigt, at man øjeblikkeligt køber præmissen om to verdenshave med en plan om genforening. I løbet af ganske få sider virker denne skabelsesberetning helt oplagt.

Havbrevene er en alternativ skabelsesberetning og på samme tid en fortælling om undergang – det kommer lidt an på hvilke briller man tager på. Det er vanvittigt interessant at blive draget ind et så anderledes perspektiv, at opleve vores verden i en ny optik. Her forstås menneskeheden som kryb, som et midlertidigt mylder på jorden, et lille glimt af liv i en kæmpe cyklisk verdensfortælling. I Havbrevene er mennesket oprindeligt tænkt som en måde at samle havene på, som små mobile vanddunke, hvis formål er at fragte vand over land. Med et så alternativt persongalleri, må man nødvendigvis tillægge karaktererne menneskelige egenskaber for at forstå dem, og en så grundlæggende menneskelig egenskab som empati kigger da også frem i ny og næ, omend den ikke nødvendigvis er rettet mod et menneske. Når synsvinklen er så fremmed, som det må synes for mennesket at være hav, fremtræder nogle meget interessante blikke på verden, uhyre anderledes end vi opfatter den. Og med den manglende empati for det menneskelige fortæller havene om ellers så ulideligt følelsestunge emner, som flygtningekrise og død:

“Jeg er træt. Det er årstiden. Sommeren tærer på mig. Før var det ikke så slemt, men nu klatrer krybene så meget rundt på mig i deres bælge, alt for mange om én bælg. Jeg lytter til de synkende stimer. Hjernernes kliklyd, der gradvist stiger og så ebber ud. De står på bunden og duver med lunger, der spjætter af plankton og lyskrebs. Når ålene kommer, kigger jeg væk. “

Ikaros udgør en vigtig del af fortællingen og står som et klart billede på menneskehedens skødesløse behandling af jorden – vi har fløjet for højt og nu må vi nødvendigvis falde igen. Der er dog ikke tale om en løftet pegefinger, men nærmere et fokusskifte, en fortælling om en fremtid for noget andet og større end os, om naturens generobring af jorden. Og på en måde er det både dystopisk og opløftende læsning på samme tid.

Illustrator Dorte Naomi har bidraget til udgivelsen med grafiske tryk både mellem siderne og på det smukke fauvisme-associative omslag. De sorthvide tryk fungerer fantastisk stemningssættende og ind imellem ganske foruroligende med organiske former, som fremstår kaotiske og stringente på samme tid.

Her på årets korteste dag udkommer denne lille bog, som er et interessant og vigtigt bidrag til samtidslitteraturens bearbejdning af klimaproblematikker. Havbrevene er eksperimenterende, usædvanlig, tankevækkende og af høj poetisk og æstetisk kvalitet. 5/6 hjerter herfra.

hjerter5

Find dit eget eksemplar af den fine lille bog her.

Stemningsmættet hybridværk om en rejse til kontrastfyldte Sicilien – UNDER GULVET GROR DER PLANTER af Maria Molbech og Sofie Hermansen Eriksdatter

UNDER GULVET GROR DER PLANTER af Maria Molbech (illustrationer) og Sofie Hermansen Eriksdatter (tekst)

Grafisk og poetisk hybridværk – Forlaget Silkefyret – 2018 – 70 sider – omslag og opsætning af Maria Molbech – anmeldereksemplar fra forlaget

“I hårnålesving snor bilen sig ned ad
vulkanens skråninger. Små frodige marker
har lagt sig til rette i folderne hvor citrusfrugter
gror, vintræer, kastanjetræer, pinjetræer, de
blomstrer, skyder store strittende knopper,
under næste udbrud smeltes alt, knopperne
krøller sig sammen, træerne lægges ned
stødvist, det knaser og bager og syder,
det spirer igen “

Vi befinder os på en rejse til Sicilien. Planterne svulmer frodigt, solen brænder og luften er tør. Gennem små poetiske tekstbidder og indtagende illustrationer læser vi os ind i en stemning af Sicilien, på godt og ondt. For mellem frodige agaveplanter og unikke natur- og kulturseværdigheder kigger en fattigdom og en slidthed frem, gennem trætte, mørkrandede øjne.

Under gulvet gror der planter er en smuk og interessant lille bog. Der fortælles ikke som sådan en sammenhængende historie og alligevel føles det som om, jeg har været på vandring ved Siciliens agavekaktusbeklædte skrænter. Med en fin minimalisme skrives Siciliens dobbelthed frem, med en rig kultur og natur og en blomstrende turisme på den ene side og en affaldsforurenet, faldefærdig fattigdom på den anden. På denne kontrastfyldte middelhavsø, mellem frodige planter og affald, golde lavasten og spirende planter, tilpasser dyr og mennesker sig:

“Solen er ved at gå ned, da vi møder gedehyrden. 
hærdet og med læderhud. Skraldet har søgt tilflugt
på skråningerne. Gederne gør deres bedste for
at holde det nede. De gylper føden op og findeler
den igen. Papkasser, græstrå, plastikmælkeflasker.
De sicilenske bjerggeders maver er vant til at fordøje
skraldets skarpe kanter. Lortene har mærkelige former. “

 

Bogen fremstår meget flot med Maria Molbechs kontrasttunge illustrationer på kraftigt papir. Dog er nogle af illustrationerne delvist forsvundet i en manglende margin, gemt mellem sidernes limning, og kommer ikke helt til deres ret. Alle eksemplarer af Under gulvet gror der planter er unikke med håndlimet ryg, hvilket er en mægtigt flot idé. Men resultatet er desværre for klumpet til at fungere rigtig godt, og på det eksemplar jeg har fået tilsendt, kan man faktisk ikke læse teksten på bogryggen ordentligt.

Sofie Hermansen Eriksdatter skriver fint og poetisk og formår at skrive en helt særlig stemning frem. Desværre kunne bogen godt trænge til en grundig korrektur – det var faktisk næsten umuligt for mig at finde et helt afsnit uden slåfejl, hvorfor mine citater ovenfor også indeholder sproglige fejl. Det er en skam for en bog, som ellers er gennemført udarbejdet af to talentfulde kunstnere.

Under gulvet gror der planter er en smuk bog, omend ikke uden fejl og mangler. Endnu engang er jeg begejstret over det æstetiske niveau i Forlaget Silkefyrets udgivelser. Det er virkelig en fryd at have en bog mellem hænderne, som ikke blot er smuk, men også eksperimenterende i sit æstetiske udtryk. Det kan de virkelig finde ud af.

Herfra en anbefaling til dig, der begejstres over kombinationen af tekst og illustrationer, og som godt kan lide en anderledes, poetisk læseoplevelse. Det er ikke en bog, der appellerer særlig bredt, men jeg skal være den første til at argumentere for den smalle litteraturs vigtighed. Herfra bliver det til 3/6 hjerter.

hjerter3

Køb et eksemplar af den smukke bog her.

Historien om en pige, der drømte om at gøre en forskel for børn i hele verden – MALALAS MAGISKE BLYANT af Malala Yousafzai

Malala

MALALAS MAGISKE BLYANT af Malala Yousafzai

Billedbog – Forlaget Albert – 2018 – 48 sider – for børn i indskolingen – illustrationer af Kerascoët – oversat fra engelsk af Eva Mosegaard Amdisen – anmeldereksemplar fra forlaget

“En efter en holdt pigerne op med at gå i skole. (…) Hvordan kunne nogle få mænd forhindre alle pigerne i at komme i skole? Jeg tænkte: Hvis flere folk vidste, hvad der skete, ville de måske hjælpe os. At ønske det var ikke nok. Nogen var nødt til at sige det højt. Og hvorfor ikke mig? Jeg skrev om, hvordan det føltes at være bange for at gå i skole. Jeg skrev om, hvordan nogle af mine venner var flyttet væk, fordi vores by var blevet farlig at bo i. Om, hvor glad jeg var for at gå i skole, og hvor stolt jeg var af min uniform. Da jeg først var begyndt at skrive, stoppede jeg ikke igen. “

Malalas magiske blyant er fortællingen om pigen Malala, som så sin hjemby i Pakistan blive forandret af Taliban, som frygtløst begyndte at fortælle verden om hvad der foregik, som har modtaget adskillige fredspriser og som i dag arbejder aktivt for pigers ret til uddannelse som fredsambassadør i FN.

Da Malala var barn så hun et børneprogram i TV om en dreng med en magisk blyant. Med blyanten kunne han tegne hvad som helst, som så ville blive virkeligt. Det fik Malala til at tænke over mulighederne i sådan en blyant – hvis hun havde sådan en ville hun tegne piger og drenge med lige muligheder, gratis skoler og fredelige samfund. Da Taliban tager magten i Malalas hjemland bliver både børn og voksnes rettigheder pludselig voldsomt indskrænket. Pigerne rammes særligt hårdt og får bl.a. ikke længere lov at gå i skole. Malala begynder at skrive til medierne og fortælle om det frygtelige der foregår og hun bliver talerør for hele nationens børn. Hun er modig, ja nærmest frygtløs, og det er da heller ikke uden risici at hun står frem. Taliban prøver at slå hende ihjel, men hun overlever på mirakuløs vis og fortsætter ufortrødent sit arbejde mod en friere verden.

Malalas magiske blyant er en fin og inspirerende historie – Forlaget Albert har udgivet endnu et børnelitterært guldkorn, som kan både oplyse og inspirere vores børn. Bogen formår desuden at italesætte nogle meget barske og vigtige emner uden at blive for grafisk eller uhyggelig i sit indhold – hvilket må siges at være en bedrift, når man behandler emner som krig, fattigdom, vold og undertrykkelse. Emner, som vores børn desværre vil blive konfronteret med på den ene eller anden måde.

Bogen er formidlet forståeligt og i børnehøjde, og så afsluttes den med et afsnit mere målrettet de voksne, hvor historien uddybes og får lidt flere nuancer. Det er en god afrunding af historien at høre mere om hvordan det går Malala og hendes familie i dag.

Historien i sig selv er ikke noget sprogligt mesterværk, men fortællingen som helhed og de fine illustrationer gør bogen til noget ganske særligt.

Malalas magiske blyant er ikke blot en vigtig og inspirerende historie. Den er også en virkelig god indgang til at begynde at tale med sine børn om svære emner som privilegier (og mangel på samme), om køn, kultur, fattigdom og noget så essentielt som børnerettigheder og FN’s børnekonvention.

Jeg vil anbefale den fine børnebog bredt børn i indskolingsalderen, som er klar til at tale om de lidt mere barske sider af verden. En smuk bog med et vigtigt budskab.

Kender du en tænksom pode, der skal have den fine bog om Malala i julegave? Find den her.

Forrygende flerstemmig fortælling kærlighed, længsel, ensomhed, seksualitet og magt – DE POLYGLOTTE ELSKERE af Lina Wolff

DE POLYGLOTTE ELSKERE af Lina Wolff 

Roman – Forlaget Gladiator – 2018 – 304 sider – oversat fra svensk af Louise Ardenfelt Ravnild – omslag af Clara Birgersson – anmeldereksemplar fra forlaget

“Der er omdrejningspunkter i vores liv, begivenheder, der definitivt og uigenkaldeligt forandrer os. Der er mennesker, som udløser disse begivenheder, og som kan være perifere, slørede ansigter i baggrunden på et billede, indtil man en dag indser, at de hele tiden har været centrale. Man er sjældent bevidst om de enkelte øjeblikkes enorme betydning, når man gennemlever dem. Hvordan de rejser sig som tårne og kaster deres skygger ind i andre øjeblikke. Der er meget, som kun kan ses i lyset af et tilbageblik. Og i tilbageblikket ligger nostalgien. Man tror, det var bedre, som det var engang, man ville ønske, at man kunne lade det hele urørt og gå tilbage. Mindes uden nostalgi? Jeg vil gøre et oprigtigt forsøg. “

Efter nogle kulsejlede relationer går Ellinor på nettet i jagten på kærligheden. Hun søger en mand der er kærlig men ikke for kærlig og møder Calisto. Calisto er kulturjournalist og i besiddelse af et for ham meget værdifuldt manuskript. Max Lamas er forfatter, en kynisk, selvoptaget en af slagsen. Han er optaget af kvinder, som han oftest ser som midler til sin egen selvrealisering på den ene eller den anden måde. Han drømmer om at møde en kvinde, som behersker multiple sprog som han selv. Lucrezia er en del af adelen i Rom. Hendes familie er ramt af tragedier og går en fremtid i møde uden hverken velstand eller anseelse. Hun ønsker at genrejse familiens fallerede arv, koste hvad det vil.

De polyglotte elskere er tredelt, i Ellinor, Max og Lucrezias historie. Tre meget forskellige historier, som på imponerende vis kædes sammen på kryds og tværs og trækker sin læser ind i en større fortælling om den umulige kærlighed, om individualistens hensynsløse begær efter selvrealisering på bekostning af andre.

Karaktererne i De polyglotte elskere er parodier på kønsstereotypier og så alligevel slet ikke. Kvinderne er ved første øjekast svage og underlagt mændene, men som bogen skrider frem, forstår man, at det oftest er kvinderne der styrer tingene, som har overblikket og som træffer de afgørende beslutninger. Mændene fremstilles både som driftstyrede, af kødet underlagte mennesker, som alligevel er mere udspekulerede end som så. Alle (mis)bruger de hinanden for at få det, de gerne vil have. Og alle taler de med forskellige stemmer, misforstår hinanden. På bedste Houllebecqske facon er enhver form for oprigtig mellemmenneskelig kærlighed umulig og bag alle relationerne gemmer der sig andre motiver, andre drivkrafter. Romanen mestrer virkelig at udstille disse kønsstereotyper og samtidig nedbryde dem fuldstændigt. Det gøres så ironisk-humoristisk og med så udsøgt et sprog, at jeg slet ikke kan få armene ned af begejstring. Wolff har med De polyglotte elskere bedrevet en afsindigt velskrevet roman, så anderledes, nuanceret og overraskende. Læs den, hvis du holder af  at læse bøger med gennemførte plots, dunkel humor og usædvanlig sproglig begavelse. Bare læs den.

De polyglotte elskere er kort sagt usædvanligt velskrevet. Her fra tildeles den 5 ud af 6 hjerter – det sidste hjerte røg med bogens slutning, som for mig føltes for brat og en smule antiklimatisk, hvilket sad i mig i flere dage – dog sammen med længslen efter mere, efter flere sider i romanen. Meget mere Wolff, tak!

hjerter5

Køb dig selv en fabelagtig tidlig julegave her.