TERMIN – en fremstilling af vold i Norge af Henrik Nor-Hansen

Roman – Forlaget Silkefyret – 75 s. – oversat fra norsk af Allan Lillelund Andersen – omslag af Michelle Melissa Jakobsen – anmeldereksemplar fra forlaget

“I løbet af efteråret er det muligt, at Kjetil Tuestad skulle have mistet tilliden til sine nærmeste. Han havde været sygemeldt i snart et år. Kjetil skulle tage stilling til, om han ville ende på forsørgelse eller fortsætte som elektriker ved Rosenberg Værft. Han ønskede på det tidspunkt at studere sociologi. Man havde forklaret ham, at det  ville blive vanskeligt for ham at læse videre. I perioden skulle Kjetil have fremstået noget rådvild. Han isolerede sig fra familien. Man ved, at de blev urolige. Der var opstået en situation, hvor Kjetil Tuestad undgik al menneskelig kontakt.”

Kjetil Tuestad bliver overfaldet Sankthansaften 1998. Det mistænkes at være meningsløs vold, og efter et halvt år henlægges sagen. Nu skal Kjetil til at vende tilbage til samfundet, hvilket har sine udfordringer. Han føler sig ændret og fremmedgjort overfor de, der før var hans nærmeste. Han oplever en række neuropsykiatriske senskader og lader sig året efter indlægge på psykiatrisk afdeling i Stavanger. Termin – en fremstilling af vold i Norge er en fortælling om flere voldsepisoder og deres følgevirkninger, men det er også en meget større fortælling om vold i Norge, om hvordan mange faktorer i samspil kan rykke et samfund tættere og tættere på afgrunden.

Romanens form er ret interessant og fungerer rigtig godt i samspil med handlingen. Der rapporteres, i højere grad end fortælles, hvilket giver en gennemgående distance og anonymitet fra fortælleren og samtidig en professionalisme, som var det en politirapport eller en lægejournal og ikke en roman. Der ligger en konstant uvished gemt i sproget, gennem sætningernes, til tider anstrengende, ensartede udformning; man ved, at …, man sagde at …, Kjetil fortæller, at …, man mener, at …, osv.  Sproget, som ellers i sin enkelthed fungerer eminent som stemningsangiver, har nogle knæk, som gennem læsningen irriterede min danskfaglighed grænseløst – som fx “han bedte”, “det var en kælderværelse” og fejl i hans og sin. Selvom der er tale om sproglige småfejl, så indikerer det, at der er sjusket med korrekturen, hvilket er voldsomt ærgerligt. Den fragmentariske måde romanen er skrevet på, giver læseren indblik i Kjetils traumatiserede hjerne, i hans tankers pseudoliv. Det upersonlige sprog  og den jegløse fortæller understreger en mellemmenneskelig distance, udøver en form for sproglig vold på de voldsomme handlinger og traumatiserede mennesker der beskrives. Termin – en fremstilling af vold i Norge er en strøm af observationer, voldsomme hændelser og ligegyldige sidebemærkninger, et følelsesforladt virvar af information. Det er en voldsom og tankevækkende roman, som desværre er sprogligt sjusket eller simpelthen udygtigt fremført.

Visuelt er der ikke en finger at sætte; jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen; de har saftsusemig styr på æstetikken hos Forlaget Silkefyret. Enhver udgivelse derfra, som jeg har stået med i hænderne, har været smuk og indbydende og Termin er ingen undtagelse. Det er en lille bog, omslaget er farveløst, og alligevel er printet, det kontrastfulde sort/hvide så fint og samtidig så dramatisk, at det understøtter romanens alvor perfekt. Og omslaget skal aldrig undervurderes, men det kan I jo læse mere om her. Desværre er æstetik ikke alt, og mine forventninger til romanen Termin – en fremstilling af vold i Norge blev ikke indfriet. Romanen som både er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2017, og som er rost til skyerne i tidligere anmeldelser, får altså kun 3/6 hjerter herfra.