DER ER ALTID NOGEN AT BEFRI af Johanne Kirstine Fall

DER ER ALTID NOGEN AT  BEFRI af Johanne Kirstine Fall

Roman – 248 s. – Forlaget Gladiator – omslag af Clara Birgersson – udgivet d. 10. august 2017 – anmeldereksemplar

“Jeg ligger i min celle og kigger ud ad vinduet. Der er stjerner på himlen, og jeg kan se månen. En stjerne falder fra himlen, og jeg ønsker det samme, som jeg har ønsket mig, siden jeg var barn. Jeg ønsker mig, at jeg ikke havde en krop. Jeg klemmer mine øjne i og spænder i kroppen, folder mine hænder. Da jeg åbner mine øjne, er stjernen og dens lysslør ikke længere at se på himlen, men jeg ønsker stadig. Jeg ønsker, at jeg bare var en bevidsthed, der svævede rundt uden masse, uden muskler og knogler og fedt. Jeg ønsker, at jeg var luft og gennemsigtig, allerhelst usynlig, noget, der flød og fløj uden at være, uden at optage plads i verden.”

Sult og selvskade, hallucinationer og overvejelser om liv og død, krop og sind. Der er altid nogen at befri er en fortælling om Katrina, som indlægges på Odense Universitetshospitals psykiatriske afdeling, for at få hjælp til at komme ud af sin anoreksi. Vi møder hende til en indlæggelsessamtale, ledsaget af hendes bekymrede kæreste Jakob. Han kan ikke længere tage ansvar for hende – hun er nede at veje 42 kilo, har ikke haft menstruation længe, og er langt væk fra en sygdomserkendelse. De næste tre måneder kæmper hun skiftevis mod at blive fastholdt i, og at blive befriet fra anoreksien.

I romanens begyndelse irriterede Katrina mig enormt, med hendes nedladende og fordømmende attitude overfor dem omkring hende. For eksempel gives der et virkelig karikeret billede af kvinden Sasha, som er SOSU. Hun er tyk, har bumser, køber Disneyfilm på tilbud i føtex og læser Jussi Adler Olsen (som Katrina ikke engang kender). Men hurtigt lærte jeg, at hendes negativitet må tilskrives hendes sygdom, som får hende til at distancere sig fra alle andre. Anoreksien gør hende ude af stand til at føle særlig meget, hvad end det er kulde og varme på kroppen, eller empati. Løbende gennem romanen vinder Katrina mere og mere sympati, sideløbende med hendes sygdoms udvikling. Fortællingen starter og slutter i tredje person, men fortælles ellers fra Katrina som førstepersonsfortæller, hvilket giver læseren et unikt indblik i en ung, anorektisk kvindes virkelighedsfjerne tanker, løgne og selvbedrag. Gennem Katrinas øjne får læseren et særdeles troværdigt indblik i et sygt mindset, man indføres så grundigt i hendes tanker, at det til tider kan være svært selv at skelne mellem virkelighed og hallucination.

De skizofrene, som anoreksipatienterne deler afsnit med, beskrives til tider komplet barnlige og mentalt udviklingshæmmede, hvilket måske peger på Katrinas opfattelse af hvordan mennesker med skizofreni er. Men da hun selv bliver hallucinatorisk og medicineres mod selvsamme sindslidelse, udvides hendes – og læserens – forståelse af hvordan mennesker med skizofreni faktisk er. Ligesom med anoreksien, er der mange forskellige mennesker, som kæmper med skizofreni, ligesom med anoreksi misforstås de, stigmatiseres og forenkles. Anoreksi forenkles til en ekstrem slankekur, skizofreni til en personlighedsspaltning eller en mentalretardering. I Katrinas tanker om de to grupper ser jeg et samfundskritisk potentiale. Der flyder en sarkastisk og ironisk tone gennem romanen, som til tider virker samfundskritisk, og andre gange bare fungerer som et friskt glas vand at sluge en bitter pille med. Det er noget af en bedrift, at skrive en så alvorlig roman, med så megen humor. Der er altid nogen at befri fremkalder sorg og medfølelse, og får samtidig læseren til at stoppe op i teksten og trække på smilebåndet. Den indsigt der tilbydes, er en bedre forståelse af spiseforstyrrelsens væsen, og som uindviet har jeg lært noget af romanen. Anoreksi kan være et ønske om at forsvinde, ikke bare fysisk, men også psykisk, at ville forsvinde ind til ingenting, optage minimal plads i verden og på den måde flygte fra krav og forventninger eller noget tredje. Katrina ønsker ikke bare at dø, at gøre en ende på det hele. Hun er gennemsyret af en ambivalens – en kamp for at bevare kontrollen og et desperat håb om at slippe den. Det er en velskrevet, barsk roman, en vigtig indsigt i en skræmmende og tankevækkende lidelse. 4/6 hjerter herfra.

hjerter

 

VI ER VEL HELTE af Liv Nimand Duvå

cof

VI ER VEL HELTE af Liv Nimand Duvå

Roman – 168 sider – Forlaget Kronstork – 2017 – omslag af Paula Nimand Duvå – anmeldereksemplar

“Spotlyset blinker det sidste nummer ind. Du kigger ikke længere ud over scenekanten. Snart er koncerten forbi, og du ved det. Herfra falder tonerne kun dybere. Dine åndssvage løgne, du kan ikke længere skjule dem. Du klamrer dig til bassen. Hvorfor er vi ikke mere desperate, hvor blev skriget af, drømmene? Hvorfor råber jeg aldrig, vi vil jo altid være i det her sammen, hvorfor raser jeg ikke? Der er ingen steder at gemme sig. Jeg findes først i vi.”

Billie er barn af en alkoholisk far og en fraværende mor. Hun lever mellem to liv – et som politisk aktivist i Berlin sammen med kæresten Zaid, og et i Danmark hos sin far, som, gennem sin alkoholisme, bevæger sig tættere og tættere på afgrunden. Faren falder og Billie samler ham op igen, og igen og igen, indtil han endelig falder en sidste gang. Mellem sin drøm om at yde lægehjælp i verdens brændpunkter og sine omsorgsforpligtelser overfor sin far, mister Billie et egentligt selvstændigt liv, hun svæver i et magtesløst limbo og mister følingen med sig selv. Hun mister sig selv i de helteroller hun skal spille i andres liv. En helterolle, som forventes af hende alle steder fra; fra hendes far, farens kæreste, Zaid, lægerne, terapeuterne og måske også hende selv.

Vi er vel helte, som er Liv Nimand Duvås debutroman, er et værk med solide litterære kvaliteter og en vigtig historie at fortælle. Romanen giver et hjerteskærende præcist indblik i det afhængighedsforhold, der opstår mellem barn og forælder i et alkoholmisbrug, hvor rollerne byttes om – hvor barnet forventes at være den voksne.

Romanen er vigtig, både fordi den giver et indblik i et desværre ikke sjældent familieproblem, og fordi den kaster et kritisk blik på vores sundhedssystems tilgang til alkoholismebehandling. Og så stilles der spørgsmålstegn ved samfundets forståelse af alkoholisme som værende selvforskyldt og ikke en rigtig sygdom – noget der stigmatiserer dem, der lever i skyggen af alkoholisme. Romanen er umådeligt velkomponeret, sproget er lyrisk og smukt, gennem det smukke beskrives det grimme.

Vi er vel helte er en fortælling om afhængighed, både hvad angår alkohol og mennesker, om sorg, ensomhed, vrede, skyld og skam. Det er en fortælling om den ambivalente følelse, som er et vilkår for mange børn af alkoholikere; at man på samme tid frygter og længes efter sin fars død, fordi der i døden er sorg og afsavn, men også afslutning og frigørelse.

Jeg læste Vi er vel helte med samme ambivalens; jeg havde svært ved at lægge romanen fra mig og samtidig lyst til at holde op med at læse, stoppe ubehaget og sorgen. Det må tilskrives forfatterens sproglige dygtighed og fortællingens oprigtighed. Vi er vel helte er en roman, som du skal læse med mentalt overskud og robusthed, for den er gennemsyret af en magtesløshed og en melankoli, som er svær at ryste af sig. Ikke desto mindre er det en roman du skal læse, og Liv Nimand Duvå er uden tvivl en forfatter, der er værd at holde øje med i fremtiden. 5/6 bristende hjerter herfra.

hjerter5

 

BÆNKEVARMEREN OG BÆNKEBIDEREN af Gazelle Buchholtz

fd5a1d3fb25b3a7ea2e2cc7e501edfb8

BÆNKEVARMEREN OG BÆNKEBIDEREN af Gazelle Buchholtz

Novelle – 4 sider – Forlaget Tell me a story, Toru! – anmeldereksemplar

“Sommerfugle basker løs i maven. Snart på vej til Pjerrot, candyfloss og spøgelsestog. Kroppen gyser af fryd. Havde hun været en gås, ville fjerene rejse sig.”

En lille pige venter i spænding. Hun skal i Dyrenes Have og på bakken, og hun glæder sig. Ventetiden er lang, nærmest uudholdelig og hun fordriver tiden med at lege med en lille bille nede i baggården. Forventning bliver til skuffelse, glæden slukkes og en vrede tager over. Bænkevarmeren og bænkebideren er en fin lille novelle som formår at fortælle en stor og rammende historie, på få ord. En fortælling om en svigtet pige, om druk, vold og ensomhed.

Da jeg læste novellen og efterfølgende lyttede til oplæsningen, blev jeg enormt påvirket. Gazelle Buchholtz skriver fængslende og de mange sansebeskrivelser giver læseren en næsten fysisk reaktion på fortællingen. Dyretematikken er gennemgående i Gazelle Buchholtzs værker og fungerer bl.a. som en samfundskritisk vinkel – som f.eks. i novellen Grisebassen, hvor en pakke koteletter i en køledisk grynter, vokser og distancerer sig fra det glansbillede af en lille gris der er trykt på pakken. Eller i novellen Kronhjortens endelige brøl, hvor en nedlagt hjort får sin hævn mod jægeren.

Men særligt Bænkevarmeren og bænkebideren har altså ramt noget mig. Et lille stykke socialrealisme, som, trods relativt få ord, er blevet siddende i min bevidsthed. Titlen er ikke så elegant, men peger fint på sammenhængen mellem den efterladte, svigtede pige og det sårbare lille insekt i baggården. Det er en historie med en voldsom brutalitet, et sanseligt sprog og en sensitivitet ud over det sædvanlige. Fortællingen er særdeles læsværdig og meget hurtigt læst, og så kan den erhverves til en billig penge, både på skrift og lyd lige her. Herfra belønnes novellen med 4/6 hjerter og en stærk anbefaling om at holde øje med Gazelle Buchholtz.

hjerter

BOGTANKER #4: Det nye, det skæve og det kommercielle

0e951f7b687396546076e2593edf032d

Da jeg for et par år siden arbejdede på forlag, var min foretrukne arbejdsopgave uden tvivl læsning og vurdering af de mange indkomne manuskripter forlaget dagligt modtog. Noveller, digte, romaner, kortprosa, mere og mindre eksperimenterende i form og indhold – nuvel, også voldsomt vekslende i kvalitet. Men i arbejdet med de indkomne manuskripter fik jeg en lang række unikke litterære oplevelser, som jeg ikke hverken før eller siden er stødt på.

I læsningen af den spirende forfatters værk finder man nemlig noget helt specielt. Et litterært råmateriale, en tekst, som endnu ikke er gennemtærsket og ødelagt af salgstal og efterspørgsel. I den mindre erfarne forfatters tekster finder man en umiddelbarhed, en ægthed og ofte også bare en gennemsyret kærlighed til litteraturen, til det at skrive.

Virkeligheden er jo desværre sådan, at man sjældent kan leve af at skrive bøger i Danmark, markedet er simpelthen for småt. Forlagsbranchen er benhård og der er sjældent stort økonomisk overskud. Man bliver således tvunget til at vælge produkter som sælger, frem for produkter som eksperimenterer og udfordrer. Det etablerede forfatternavn sælger. Hurtig og intens underholdning, happy ending sælger. Letlæste romantiske fortællinger, pakket ind i et blomstret omslag, sælger.

Min kærlighed til litteraturen er bred – der er en type bog til enhver lejlighed, enhver sindstilstand og stemning. Der er brug for den lette, kommercielle litteratur. Der er brug for at holde bogbranchen i live med de “lette sællerter”. Men der er i høj grad også brug for de små, de skæve udgivelser. Der er brug for de nye forfattere som tør, som ikke er formet af markedet endnu.

Jeg har før udtryk min kærlighed til de mindre forlag, som fx Forlaget Silkefyret, Batzer & Co, Forlaget Ekbátana, Forlaget Kronstork – listen er lang og jeg kunne blive ved. For nyligt har Kulturkulten indgået samarbejde med det nye digitale forlag, Tell me a story, Toru!, som netop har dette på sinde – at udgive de mindre etablerede forfattere, at gøre afstanden mellem forfatter og læser mindre, at give plads til de tekster der ikke er fuldstændig sønderredigerede. At give nye forfattere mulighed for at udgive tekster uden selv at skulle betale, samt at udnytte den digitale platform til at undgå dyre udgivelsesprocessens dyre omkostninger og dermed sikre forfatteren selv en fair royaltybetaling. Jeg glæder mig til at følge med og læse/lytte til en masse inspirerende og anderledes litteratur.

Mon ikke andre har det som jeg? Et behov for at læse noget nyt, noget anderledes? Flere og flere små forlag blomstrer op, en udvikling som jeg bifalder og som er nødvendig for at udgå en totalkommercialisering af den litteratur der udgives. De små forlag kører på minimal indtægt og så på kærlighed til litteraturen for resten. Mere af det, tak!

 

SORT GALDE af SIGNE MAXEN

cof

SORT GALDE af Signe Maxen

Roman – 176 sider – Forlaget Rosinante – 2017 – omslag af Clara Birgersson.

“Jeg brød mig ikke om at tørre øjnene når jeg græd. Mor havde altid været hurtig til at række mig en serviet. Det var ment som omsorg, det vidste jeg godt, men jeg blev fortvivlet når nogen rakte mig en serviet. At nogen forventede jeg fjernede det våde, den visuelle sorg, hurtigst muligt, bekræftede mig i min skam. Det var som om gråden var forbudt, et tabu, når den skulle fjernes fra ansigtet før den knap havde berørt kinderne.”

Jegfortælleren Sigrid mister sin far til kræft. Hun fortæller om den sorg det har bragt hende, om sin mor, som hun har et anstrengt forhold til, om sin søster, Fie, som fungerer i verden og om sin ven, Elias, som læser psykologi og som altid har noget klogt at sige om sindet og psyken og verden.

Sigrid fører læseren igennem sit sygdomsforløb; uforklarlige mavesmerter, som gennem flere undersøgelser tilskrives hendes problemer med at spise – nervøs spisevægring. Hun indlægges på et åbent psykiatrisk døgnafsnit, hvor hun møder andre psykiatriske patienter – andre “faldne engle”. Hun arbejder på at blive rask og ønsker samtidig ikke at blive rask, hun finder en tilfredsstillelse i det syge, det dysfunktionelle. Hun stiller spørgsmålstegn ved sygdomsbegrebet, for hvorfor er det skæve og kreative så sygeliggjort? Hvorfor italesættes psykiatriske patienter og skæve hjerner som en samfundsbyrde og aldrig som en potentiel ressource? Hvorfor er det der falder udenfor de gængse normer så skamfuldt?

Sort Galde handler om det syge og det raske, liv og død, kroppen og sindet. Det er en kort og sprogligt fin fortælling om en ung kvindes sorg over sin fars død, om hendes anstrengende forhold til pubertetens kropslige forandringer og den spirende kvindekrop, hvori hun ser sin mor. Om en søster som per automatik fungerer i verden som man skal og om ikke selv at leve op til sin omverden og dens forventninger. Sort Galde er en let lille roman med et tungt og melankolsk indhold, en litterær dybde forklædt som letlæst ungdomsroman.

Romanens opdeling i korte afsnit gør den let og hurtigt læst, mens eftermælet er alt andet end let og hurtigt forbi. Signe Maxens debutroman rørte mig – måske fordi jeg falder ret  præcist ind i det segment der skrives om og fra. Der behandles emner som de fleste unge kvinder på en eller anden måde kan identificere sig med, men dermed ikke sagt, at det er en roman som kun kan læses af en sådan afgrænset gruppe. De rammende beskrivelser af den tunge, menneskelige sorg, samt de skarpsindige tanker omkring psykiatri og samfundsstrukturer gør bogen både evigt aktuel og interessant for en bred  gruppe læsere. Bogen lægger op til eftertanke og selvevaluering i et samfund hvor normer og strukturer nødvendigvis regulerer og stigmatiserer. Ind imellem fremstår sproget lidt forenklet, men overordnet er Sort Galde en fin debutroman, ganske læsværdig og desuden en fryd for øjet. 4/6 hjerter herfra.

hjerter

FADEREN – ET OPGØR af NIKLAS FRANK

cof

FADEREN – ET OPGØR af Niklas Frank

343 sider – Forlaget Silkefyret 2017 – oversat af Camilla Engkjær Laursen – omslag af Michelle Melissa Jakobsen.

“Ja, bask du bare rasende med armene i din boblende kedel i Helvede, jeg ser dit fede ansigt, det er som en zombie, røde blærer brister på din hud, dit gebis er blottet, de gule tænder slipper den blårøde tunge fri, dine øjne har mistet deres låg, de ruller blodigt i hulerne og der er nærmest ikke noget, der holder dem fra at trille ud, dertil presser der sig en vred brummen ud af dit benede, forbrændte, rå brystkød, imens dine arme, der engang holdt om mor, rører i det kogende vand, slår vandets tone, lyden fra dit blæsende bryst trænger ind i min hjerne, og i aften strækker jeg mig i min seng, veltilpas som altid efter jeg har lukket dig ud af mig selv, og jeg tænker befriet: ‘I dag er endnu et svært slag blevet kæmpet imod far’.”

Niklas Frank er søn af Hans Frank som under det nazistiske styre var justitsminister i Bayern og generalguvernør i Polen, og som blev hængt for sine ugerninger efter Nürnbergprocessen i 1946. Romanen Faderen – et opgør er, som titlen så tydeligt peger på, sønnens opgør med sin far og med den enorme afsky og skam over at være søn af en krigsforbryder og morder. Romanen er en voldsom sag, et raseriudbrud uden ende og en mands desperate søgen efter frigørelse fra sit ophav. Vi føres igennem en række dagbogsnotater fra Hans Frank, breve og korrespondancer, som tegner et billede af Niklas Franks mor og far og af menneskene omkring dem. Sideløbende med disse uddrag ligger et kommentarspor fra Niklas Frank, en uendeligt konfronterende indre dialog, mellem far og søn. Faren fremstilles som en prætentiøs, grådig og ynkelig Hitlersympatisør og gang på gang latterliggøres faderen som f.eks. i beskrivelsen af Hans Franks smisken for Hitler, som løber helt af sporet og udvikler sig til en karikeret beskrivelse af et opdigtet erotisk møde med udveksling af dybe tungekys og befølinger – et af mange eksempler på en ironisk distance i teksten og en til tider meget morsom sarkasme midt i alt det dybt alvorlige. Men der ligger også en ambivalens i teksten, en ærgrelse over at faderen ikke sagde fra, ikke gjorde modstand, og mellem alle de hadske og spydige kommentarer anes en lille rest af sønnens kærlighed til faderen, gennem afmagt og for længst forliste håb.

Faderen – et opgør er, hvis ikke den mest, så en af de mest hadefulde romaner jeg har læst. Det had Niklas Frank beskriver er så facetteret at det bliver uoverkommeligt. Hadet er ikke bare en svigtet søns had til den svigtende far, det er en hel nation – en hel verdens – had til et altødelæggende regime, det er et had, der bærer præg af selvhad, gennem erkendelsen af, at faderen unægteligt er en del af sønnen og sønnen en del af faderen.

Romanen er i sin nærmest dialogiske form ret tilgængelig og sprogets voldsomhed fastholdt min opmærksomhed gennem hele bogen. Dog var den sjuskede korrekturlæsning en gennemgående kilde til irritation for mig – noget som jeg studsede over på omkring hver anden side. Det er ærgerligt for en bog, som ellers er så veloversat, som jeg synes, at Faderen – et opgør er. Den er dog anbefalelsesværdig og bør læses af alle som har bare en smule interesse for 2. Verdenskrig og den tilbyder læseren en anderledes vinkel på et stykke historie som ellers er meget velbeskrevet. Til de ikke-historieinteresserede læsere har romanen en stærk kvalitet som en lidt ekstrem form for “pappa-roman” – denne højaktuelle tendens i litteraturen, hvor faderforholdet tematiseres.

Layoutmæssigt fungerer det dystre, sorte omslag ret godt og så er jeg en sucker for lækre detaljer, som det kraftige, strukturpapir på bogens første og sidste side. Dog fungerer det mørke papir ikke så godt til tryk, og jeg synes at kolofonen var svær at tyde – men det er en mindre detalje. Alt i alt er Faderen – et opgør en særdeles læsværdig og anderledes roman, som ender på 4/6 hjerter herfra.

hjerter.jpg

 

KLASSIKERLÆSNING #1: LOLITA

lolita-fb

LOLITA af Vladimir Nabokov
442 sider – Gyldendal 2016 – forord ved Naja Marie Aidt – oversat af Claus Bech.

“Lolita, mit livs lys, mine lænders lue. Min synd, min sjæl. Lo-lee-ta: tungespidsen tre trin hen ad ganen og slår smæld mod tænderne på det tredje. Hun var Lo, slet og ret Lo, om morgenen, lidt over halvanden meter høj på én strømpefod. Hun var Lola i slacks. Hun var Dolly i skolen. Hun var Dolores på den stiplede linie. Men i mine arme var  hun altid Lolita”. Sådan starter romanen Lolita, som udkom første gang på dansk i 1957.

Jegfortælleren Humbert Humbert er en midaldrende fransk litteraturprofessor – og så er han underlagt en konstant og uslukkelig tørst efter præpubertære piger. Historien fortælles retrospektivt, som en forsvarstale for fortidens synder, af Humbert på anklagebænken. Romanen tager sin begyndelse i hans tidligere kulsejlede kærlighedsforhold, herunder en barndomsforelskelse, som man gennem bogen vil erfare, har sat varige spor i Humbert. Han flytter til Amerika, hvor han møder Charlotte Haze, som er enkefrue og bor alene sammen med sin 11-årige datter Dolores – af Humbert kaldet Lolita. Humbert fatter øjeblikkelig interesse for den unge pige, en interesse som hurtigt vokser til en erotisk besættelse. Han gifter sig med Charlotte for at kunne være tæt på hendes datter. Da Charlotte dør i et trafikuheld, tager Humbert Lolita ud på et roadtrip gennem USA, hvor han påtvinger hende en bizar og formynderisk relation, i en forrykt kobling af rollen som stedfar og elsker. Han beskriver sin besættelse og sit kødelige begær, men her og der præsenteres vi for Lolitas ulykke, fx når det perifært nævnes at hun græder om natten, eller at hun ømmer sig. Lolita fastholdes i denne situation indtil det omsider lykkes hende at flygte. Da Humbert efter lang tids søgen får opstøvet hende, er hun 17 år gammel og gravid.

Lolita var enormt kontroversiel i sin samtid og er det sådan set også i dag. Det er svært at forestille sig, at man faktisk kan få en eller anden form for sympati med uhyret Humbert Humbert, men fordi sproget er så medrivende, og romanen er så ufatteligt godt og gennemført skrevet, kommer man, om man vil det eller ej, ind i hovedet på Humbert, hvilket for mit vedkommende resulterede i en ambivalent placering mellem en form for sympati og en brændende foragt.

Romanen er splittet i to dele: den første, hvor Humbert er aggressivt frembrusende, manipulerende, grænseoverskridende, som et rovdyr på jagt efter sit bytte, og den anden del, hvor han mest af alt er ynkelig, svag og underdanig overfor det han selv definerer som begær. Han er gennem hele romanen stort set blottet for den mindste smule selvindsigt og empati og er til det sidste uforstående overfor Lolitas afvisning af ham. Og en stor del af handlingen har han selvhævdede uskyld som omdrejningspunkt. Hans kategorisering af en bestemt gruppe præpubertære piger som værende “nymfetter” danner grundlaget for denne ansvarsflugt; for disse nymfetter er af natur skyldige, forføreriske, uartige væsner. Flere steder i bogen beskriver han sig selv som et dyr, en abe, og det er min opfattelse at Nabokov har en kønskritisk agenda, gennem fremstillingen af den dyriske mand og den forføreriske, men passive og svage kvinde (pige). Han er simpelthen en mand i sin krops vold, en aktiv krop, som bruger den passive Lolita. Gennem hans forståelse af hende bliver hun til en tom skal, et hylster for hans altoverskyggende begær.

Lolita er så velskrevet, så fuld af intertekstualitet og små fingerpeg, så sindssygt skarp, ulækker og betagende. Den behandler seksuelle emner uden at blive lummer, og den formår at give læseren en eller anden grad af forståelse for og empati med den måske mest usympatiske og frastødende karakter man kan forestille sig. Det er en af de mest velkomponerede og sprogligt gennemførte bøger jeg nogensinde har læst, og selvom det er en lidt tyk krabat på et stykke over 400 sider, så har jeg ædt den råt, med alt hvad den indebærer. En kæmpe anbefaling herfra!

6/6

imagesimagesimagesimagesimagesimages

 

4 GODE LÆSE-HANGOUTS I KØBENHAVN

De sidste to uger har vi været uden internet. TO UGER, blev der sagt. Panikken indtrådte nærmest øjeblikkeligt, for hvad fanden gør man lige uden adgang til internettet? Hvordan er man til i verden i 2017 uden internet?

e25e439ca564fd2bef121edee0238686

Det er man ikke. Med abstinenser og angstsved fór jeg ud af lejligheden, mod nye arbejdslokationer, med to simple krav: Kaffe og wifi.

København er heldigvis ikke nærig med steder der tilbyder en kombination af disse to. Og i min søgen efter ly for netløsheden, har jeg strikket følgende sammen: En anbefaling af de bedste steder, hvis du vil have slukket din tørst for både kaffe og wifi uden for hjemmets fire vægge:

Café Plenum:

♥ ♥ ♥ ♥

Hvor: Skt. Hans Torv 3, 2200 Kbh N

Fordele: Café Plenum er en hyggelig lille café på Skt. Hans Torv. Kvaliteten af både kaffe og mad er virkelig høj og særligt stempelkaffen er anbefalelsesværdig. Desuden er priserne i den helt fine ende og atmosfæren er afslappet og hyggelig.

Ulemper: Caféen er ikke så stor og bliver hurtigt fyldt. Udsigten til Skt. Hans Torv kan desuden godt virke distraherende (hvis man deler min evne til at lade sig distrahere af de mindste ting), men må i modsatte fald høre til under fordele.

Københavns Hovedbibliotek:

♥ ♥ ♥ ♥

Hvor: Krystalgade 15, 1172 Kbh K

Fordele: Selvom Hovedbiblioteket er meget velbesøgt og det kan forekomme kaotisk til tider, så skal man unde sig selv, at tage turen op ad alle trapperne, forbi alle de højt snakkende studiegrupper, musikinstrumenterne, børneetagen som kan få selv den roligste til at ryste, op til 4. sal, hvor der er en lidt hengemt stillezone. For det meste bliver den overholdt, der er plads og strøm til din pc. Der er sågar en elevator til den dovne, men rygetrængende, som skal op og ned i pendulfart. Desuden er der gratis wifi og endeløse bøger tilgængeligt. Denne nærmest hemmelige stillezone har dannet rammerne for min specialeskrivning og får mine varmeste anbefalinger.

Ulemper: Godt nok ligger der en kaffebar i bibliotekets stueetage, som ovenikøbet praler af lutter gode anmeldelser, men jeg har udelukkende fået halvkolde, heltynde americanoer og en latte, hvor man kan blive i tvivl om, hvorvidt baristaen vurderede, at man i virkeligheden bare havde brug for en god kop varm mælk til at dulme specialenerverne. Sjældent har jeg betalt så mange penge for så ringe kaffe.

Café Nutid:

♥ ♥ ♥

Hvor: Sankt Peders Stræde 1, 1453 Kbh K

Fordele: Caféen er drevet af Folkekirkens Nødhjælp og Nødhjælpens Ungdom. De ansatte arbejder frivilligt og al overskud går til verdens fattige. Priserne er meget SU-/dagpengevenlige og kaffen er faktisk rigtig god.

Ulemper: I nogle tidsrum er caféen meget besøgt, og det kan være svært at finde en ordentlig plads. Mange af siddepladserne er i sofaer, hvilket ikke altid passer til ens optimale arbejds-/læsestilling.

Det Kongelige Bibliotek/Den Sorte Diamant:

♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥

Hvor: Søren Kierkegaards Plads 1, 1221 Kbh K

Fordele: Beliggenheden bliver næppe smukkere. Den Sorte Diamant troner frem ved kanalens bred, majestætisk og nærmest arkitektonisk perfektion. Der kan benyttes både en ny og en gammel læsesal, hvor jeg selv er klar tilhænger af den gamle. Det er som at træde ind i på selveste Hogwarts, når man åbner dørene til det enorme rum, med sirlige loftsbuer, gyldne lamper og tunge læderstole. Man kan kun blive inspireret af at opholde sig her! Café Øjeblikket, som befinder sig i stueplan med udsigt til vandet, er desuden fuldstændig fremragende: Nybagte økoboller, varm chokolade, sandwich, salater, kager og perfekt kaffe. Tag derhen! NU!

Ulemper: Det er faktisk svært for mig at udpege nogle ulemper ved dette dejlige sted. Måske kan man pege på beliggenheden, som lidt sværere tilgængelig, men der går faktisk en bus (66) direkte til døren. Caféens priser er i den ret høje ende, men som nævnt ovenfor, så er kvaliteten også helt i top. I de eksamenstunge perioder er det i øvrigt strengt nødvendigt at komme umiddelbart når biblioteket åbner, hvis man gerne vil have en plads.

 

 

 

LÆSETID

Hvor kan man købe sig til noget mere tid? Anyone?

Der er så mange ting, jeg gerne vil fordybe mig i, og så lidt tid. Trøjer der skal strikkes, serier der skal ses, museer der skal besøges, koncerter der skal opleves, og særligt bøger der skal læses. Så mange hyggelige og spændende ting, og ja, også alle de skide kedelige ting. De skal jo også klares.

Tiden er knap og jeg laver lister, for at nå mest muligt. For ikke at miste overblikket og aldrig rigtig komme i gang med noget som helst. Og den næste måneds tid skal jeg havde arbejdet mig i gennem en række af spændende, udfordrende og oplysende bøger:

Karen Blixen: Den afrikanske farm

Jeg har arbejdet på at komme igennem den i et stykke tid efterhånden, Den afrikanske farm. Jeg holder meget af Karen og har genlæst Vintereventyr og Fantastiske fortællinger utallige gange. Men det er som om, at Den afrikanske farm, som må siges at være en af de helt store danske klassikere, er lidt sværere fordøjelig for mig. Men absolut ikke uinteressant. Blixens sprog er selvfølgelig præget af den tid hun skrev i, og desuden meget malerisk, symboltungt og fængende. Romanen er meget mere end en selvbiografi; det er en fortælling, der bringer dybere refleksioner med sig, der sender sin læser ud i den ene filosofiske tankerække efter den anden. Når jeg har tygget mig igennem, vil jeg knytte nogle flere ord til romanen.

Casper Hvenegaard Rasmussen: Formidlingsstrategier

Nu går der kulturformidlingsnørd i den. Bogen som egentlig er udgivet i 2016 og giver en overskuelig indføring i kulturinstitutioners formidlingsformer. Efter barsel, specialeperiode og endt studie, kan jeg godt føle et behov for at få opdateret og vedligeholdt min faglighed, og det skal denne bog hjælpe mig med.

Vladimir Nabokov: Lolita

Tilbage i klassikerenden! Jeg har i mange år haft lyst til at læse denne roman som, både ved udgivelsen i 1957 og den dag i dag, forarger og støder sit publikum. Jeg så filmen som ung teenager og fandt fortællingens grænseoverskridelser og tabu yderst interessant. Nu må vi se om den lever op til mit voksne jegs forventninger!

Tove Ditlevsen: Gift

Tove, åh Tove! Jeg kan simpelthen ikke få nok af Tove. I starten af året genlæste jeg på få dage Vilhelms værelse og Barndommens gade – to bøger som begge har en særlig plads i mit hjerte. Tove Ditlevsens melankolske måde at skrive på, fylder mig med en slags bittersød sorgfølelse. Hendes opvækst i Vesterbros dystre og dunkle baggårde er altidnærværende i skriften og mit lille københavnerhjerte lapper det i sig. Jeg har endnu ikke læst erindringsromanen Gift, som jeg har høje forventninger til.

FullSizeRender