FADEREN – ET OPGØR af NIKLAS FRANK

cof

FADEREN – ET OPGØR af Niklas Frank

343 sider – Forlaget Silkefyret 2017 – oversat af Camilla Engkjær Laursen – omslag af Michelle Melissa Jakobsen.

“Ja, bask du bare rasende med armene i din boblende kedel i Helvede, jeg ser dit fede ansigt, det er som en zombie, røde blærer brister på din hud, dit gebis er blottet, de gule tænder slipper den blårøde tunge fri, dine øjne har mistet deres låg, de ruller blodigt i hulerne og der er nærmest ikke noget, der holder dem fra at trille ud, dertil presser der sig en vred brummen ud af dit benede, forbrændte, rå brystkød, imens dine arme, der engang holdt om mor, rører i det kogende vand, slår vandets tone, lyden fra dit blæsende bryst trænger ind i min hjerne, og i aften strækker jeg mig i min seng, veltilpas som altid efter jeg har lukket dig ud af mig selv, og jeg tænker befriet: ‘I dag er endnu et svært slag blevet kæmpet imod far’.”

Niklas Frank er søn af Hans Frank som under det nazistiske styre var justitsminister i Bayern og generalguvernør i Polen, og som blev hængt for sine ugerninger efter Nürnbergprocessen i 1946. Romanen Faderen – et opgør er, som titlen så tydeligt peger på, sønnens opgør med sin far og med den enorme afsky og skam over at være søn af en krigsforbryder og morder. Romanen er en voldsom sag, et raseriudbrud uden ende og en mands desperate søgen efter frigørelse fra sit ophav. Vi føres igennem en række dagbogsnotater fra Hans Frank, breve og korrespondancer, som tegner et billede af Niklas Franks mor og far og af menneskene omkring dem. Sideløbende med disse uddrag ligger et kommentarspor fra Niklas Frank, en uendeligt konfronterende indre dialog, mellem far og søn. Faren fremstilles som en prætentiøs, grådig og ynkelig Hitlersympatisør og gang på gang latterliggøres faderen som f.eks. i beskrivelsen af Hans Franks smisken for Hitler, som løber helt af sporet og udvikler sig til en karikeret beskrivelse af et opdigtet erotisk møde med udveksling af dybe tungekys og befølinger – et af mange eksempler på en ironisk distance i teksten og en til tider meget morsom sarkasme midt i alt det dybt alvorlige. Men der ligger også en ambivalens i teksten, en ærgrelse over at faderen ikke sagde fra, ikke gjorde modstand, og mellem alle de hadske og spydige kommentarer anes en lille rest af sønnens kærlighed til faderen, gennem afmagt og for længst forliste håb.

Faderen – et opgør er, hvis ikke den mest, så en af de mest hadefulde romaner jeg har læst. Det had Niklas Frank beskriver er så facetteret at det bliver uoverkommeligt. Hadet er ikke bare en svigtet søns had til den svigtende far, det er en hel nation – en hel verdens – had til et altødelæggende regime, det er et had, der bærer præg af selvhad, gennem erkendelsen af, at faderen unægteligt er en del af sønnen og sønnen en del af faderen.

Romanen er i sin nærmest dialogiske form ret tilgængelig og sprogets voldsomhed fastholdt min opmærksomhed gennem hele bogen. Dog var den sjuskede korrekturlæsning en gennemgående kilde til irritation for mig – noget som jeg studsede over på omkring hver anden side. Det er ærgerligt for en bog, som ellers er så veloversat, som jeg synes, at Faderen – et opgør er. Den er dog anbefalelsesværdig og bør læses af alle som har bare en smule interesse for 2. Verdenskrig og den tilbyder læseren en anderledes vinkel på et stykke historie som ellers er meget velbeskrevet. Til de ikke-historieinteresserede læsere har romanen en stærk kvalitet som en lidt ekstrem form for “pappa-roman” – denne højaktuelle tendens i litteraturen, hvor faderforholdet tematiseres.

Layoutmæssigt fungerer det dystre, sorte omslag ret godt og så er jeg en sucker for lækre detaljer, som det kraftige, strukturpapir på bogens første og sidste side. Dog fungerer det mørke papir ikke så godt til tryk, og jeg synes at kolofonen var svær at tyde – men det er en mindre detalje. Alt i alt er Faderen – et opgør en særdeles læsværdig og anderledes roman, som ender på 4/6 hjerter herfra.

hjerter.jpg

 

KLASSIKERLÆSNING #1: LOLITA

lolita-fb

LOLITA af Vladimir Nabokov
442 sider – Gyldendal 2016 – forord ved Naja Marie Aidt – oversat af Claus Bech.

“Lolita, mit livs lys, mine lænders lue. Min synd, min sjæl. Lo-lee-ta: tungespidsen tre trin hen ad ganen og slår smæld mod tænderne på det tredje. Hun var Lo, slet og ret Lo, om morgenen, lidt over halvanden meter høj på én strømpefod. Hun var Lola i slacks. Hun var Dolly i skolen. Hun var Dolores på den stiplede linie. Men i mine arme var  hun altid Lolita”. Sådan starter romanen Lolita, som udkom første gang på dansk i 1957.

Jegfortælleren Humbert Humbert er en midaldrende fransk litteraturprofessor – og så er han underlagt en konstant og uslukkelig tørst efter præpubertære piger. Historien fortælles retrospektivt, som en forsvarstale for fortidens synder, af Humbert på anklagebænken. Romanen tager sin begyndelse i hans tidligere kulsejlede kærlighedsforhold, herunder en barndomsforelskelse, som man gennem bogen vil erfare, har sat varige spor i Humbert. Han flytter til Amerika, hvor han møder Charlotte Haze, som er enkefrue og bor alene sammen med sin 11-årige datter Dolores – af Humbert kaldet Lolita. Humbert fatter øjeblikkelig interesse for den unge pige, en interesse som hurtigt vokser til en erotisk besættelse. Han gifter sig med Charlotte for at kunne være tæt på hendes datter. Da Charlotte dør i et trafikuheld, tager Humbert Lolita ud på et roadtrip gennem USA, hvor han påtvinger hende en bizar og formynderisk relation, i en forrykt kobling af rollen som stedfar og elsker. Han beskriver sin besættelse og sit kødelige begær, men her og der præsenteres vi for Lolitas ulykke, fx når det perifært nævnes at hun græder om natten, eller at hun ømmer sig. Lolita fastholdes i denne situation indtil det omsider lykkes hende at flygte. Da Humbert efter lang tids søgen får opstøvet hende, er hun 17 år gammel og gravid.

Lolita var enormt kontroversiel i sin samtid og er det sådan set også i dag. Det er svært at forestille sig, at man faktisk kan få en eller anden form for sympati med uhyret Humbert Humbert, men fordi sproget er så medrivende, og romanen er så ufatteligt godt og gennemført skrevet, kommer man, om man vil det eller ej, ind i hovedet på Humbert, hvilket for mit vedkommende resulterede i en ambivalent placering mellem en form for sympati og en brændende foragt.

Romanen er splittet i to dele: den første, hvor Humbert er aggressivt frembrusende, manipulerende, grænseoverskridende, som et rovdyr på jagt efter sit bytte, og den anden del, hvor han mest af alt er ynkelig, svag og underdanig overfor det han selv definerer som begær. Han er gennem hele romanen stort set blottet for den mindste smule selvindsigt og empati og er til det sidste uforstående overfor Lolitas afvisning af ham. Og en stor del af handlingen har han selvhævdede uskyld som omdrejningspunkt. Hans kategorisering af en bestemt gruppe præpubertære piger som værende “nymfetter” danner grundlaget for denne ansvarsflugt; for disse nymfetter er af natur skyldige, forføreriske, uartige væsner. Flere steder i bogen beskriver han sig selv som et dyr, en abe, og det er min opfattelse at Nabokov har en kønskritisk agenda, gennem fremstillingen af den dyriske mand og den forføreriske, men passive og svage kvinde (pige). Han er simpelthen en mand i sin krops vold, en aktiv krop, som bruger den passive Lolita. Gennem hans forståelse af hende bliver hun til en tom skal, et hylster for hans altoverskyggende begær.

Lolita er så velskrevet, så fuld af intertekstualitet og små fingerpeg, så sindssygt skarp, ulækker og betagende. Den behandler seksuelle emner uden at blive lummer, og den formår at give læseren en eller anden grad af forståelse for og empati med den måske mest usympatiske og frastødende karakter man kan forestille sig. Det er en af de mest velkomponerede og sprogligt gennemførte bøger jeg nogensinde har læst, og selvom det er en lidt tyk krabat på et stykke over 400 sider, så har jeg ædt den råt, med alt hvad den indebærer. En kæmpe anbefaling herfra!

6/6

imagesimagesimagesimagesimagesimages

 

ANMELDELSE: HÅR PÅ DEN

Hår_på_den_1_hjemmeside

HVAD: Teaterstykket Hår på den

HVOR:  Teater GROB, Nørrebrogade 37, 2200 København N

HVEM: 

Özlem Saglanmak

Patricia Schumann
Marie Louise Wille

Som det måske kan tolkes af stykkets fine titel, kredser teaterstykket Hår på den tematisk omkring kvinder, krop, femisme, fællesskab, identitet og selvopfattelse. Stykket tager udgangspunkt i Standardbureauet, som har til opgave at konstruere en tidskapsel, som kan vise danskere om tusinde år, hvem den frie danske kvinde anno 2017 var.

Hun skal “både være slikkepindekvinde og superheltinde, Barbie-prinsesse og nazi-stringesse, glatbarberet og nuanceret. Hun skal være tynd og høj. Men også gerne lille og kurvet. Bare ikke for kurvet. Føde børn og åbne eget firma. Ikke være sex-negativ, men kunne strikke og strippe. Læse dameblade og opdigte nye behov. Men også dække alle andres behov. Og sine egne.”

Denne fuldstændige umuligt sammensatte, overbebyrdede, ambivalente, multitaskende kvindefigur fører os igennem en time og tyve minutters underholdning, forargelse, indignation, medfølelse og vigtigst af alt – selvrefleksion.

Jeg fandt Hår på den både underholdende og tematisk interessant, men vigtigst af alt, så så jeg mig selv, min mor, min søster, mine veninder, min fortid og min fremtid i mange af de replikker, der blev slynget ud i mere eller mindre humoristiske scenarier.

Teaterstykkets åbenlyse feministiske agenda bliver fulgt vellykket til dørs af en fin nuancering af emnet. Det er i mine øjne uhyre svært at tale om så tabutunge og voldsomt debatterede emner som feminisme og kvindekamp med humor, uden at det bliver plat eller ensporet, men jeg gik ud fra teaterforestillingen med en følelse af at have overværet ikke bare en samtids- og samfundskritik, hvor blikket er rettet mod patriarkatet, men også en kritisk vinkel på feminisme og på alle os, der italesætter os selv som frie kvinder. For som en af de vigtigste pointer i teaterstykket lød:

Hvis du virkelig er en fuldkomment fri kvinde, hvorfor har du så behov for at skulle italesætte det i så høj grad? 

Jeg gik derfra med en masse tanker i hovedet, med en lugt af løg og røg i næsen, med et hoved der snurrede af sanseindtryk og med mascara under øjnene af grin. Stykkets indhold, udtryk og efterdønninger belønnes herfra med 6/6 hjerter. Skynd jer ind at se det, inden det er for sent!

imagesimagesimagesimagesimagesimages

4 GODE LÆSE-HANGOUTS I KØBENHAVN

De sidste to uger har vi været uden internet. TO UGER, blev der sagt. Panikken indtrådte nærmest øjeblikkeligt, for hvad fanden gør man lige uden adgang til internettet? Hvordan er man til i verden i 2017 uden internet?

e25e439ca564fd2bef121edee0238686

Det er man ikke. Med abstinenser og angstsved fór jeg ud af lejligheden, mod nye arbejdslokationer, med to simple krav: Kaffe og wifi.

København er heldigvis ikke nærig med steder der tilbyder en kombination af disse to. Og i min søgen efter ly for netløsheden, har jeg strikket følgende sammen: En anbefaling af de bedste steder, hvis du vil have slukket din tørst for både kaffe og wifi uden for hjemmets fire vægge:

Café Plenum:

♥ ♥ ♥ ♥

Hvor: Skt. Hans Torv 3, 2200 Kbh N

Fordele: Café Plenum er en hyggelig lille café på Skt. Hans Torv. Kvaliteten af både kaffe og mad er virkelig høj og særligt stempelkaffen er anbefalelsesværdig. Desuden er priserne i den helt fine ende og atmosfæren er afslappet og hyggelig.

Ulemper: Caféen er ikke så stor og bliver hurtigt fyldt. Udsigten til Skt. Hans Torv kan desuden godt virke distraherende (hvis man deler min evne til at lade sig distrahere af de mindste ting), men må i modsatte fald høre til under fordele.

Københavns Hovedbibliotek:

♥ ♥ ♥ ♥

Hvor: Krystalgade 15, 1172 Kbh K

Fordele: Selvom Hovedbiblioteket er meget velbesøgt og det kan forekomme kaotisk til tider, så skal man unde sig selv, at tage turen op ad alle trapperne, forbi alle de højt snakkende studiegrupper, musikinstrumenterne, børneetagen som kan få selv den roligste til at ryste, op til 4. sal, hvor der er en lidt hengemt stillezone. For det meste bliver den overholdt, der er plads og strøm til din pc. Der er sågar en elevator til den dovne, men rygetrængende, som skal op og ned i pendulfart. Desuden er der gratis wifi og endeløse bøger tilgængeligt. Denne nærmest hemmelige stillezone har dannet rammerne for min specialeskrivning og får mine varmeste anbefalinger.

Ulemper: Godt nok ligger der en kaffebar i bibliotekets stueetage, som ovenikøbet praler af lutter gode anmeldelser, men jeg har udelukkende fået halvkolde, heltynde americanoer og en latte, hvor man kan blive i tvivl om, hvorvidt baristaen vurderede, at man i virkeligheden bare havde brug for en god kop varm mælk til at dulme specialenerverne. Sjældent har jeg betalt så mange penge for så ringe kaffe.

Café Nutid:

♥ ♥ ♥

Hvor: Sankt Peders Stræde 1, 1453 Kbh K

Fordele: Caféen er drevet af Folkekirkens Nødhjælp og Nødhjælpens Ungdom. De ansatte arbejder frivilligt og al overskud går til verdens fattige. Priserne er meget SU-/dagpengevenlige og kaffen er faktisk rigtig god.

Ulemper: I nogle tidsrum er caféen meget besøgt, og det kan være svært at finde en ordentlig plads. Mange af siddepladserne er i sofaer, hvilket ikke altid passer til ens optimale arbejds-/læsestilling.

Det Kongelige Bibliotek/Den Sorte Diamant:

♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥

Hvor: Søren Kierkegaards Plads 1, 1221 Kbh K

Fordele: Beliggenheden bliver næppe smukkere. Den Sorte Diamant troner frem ved kanalens bred, majestætisk og nærmest arkitektonisk perfektion. Der kan benyttes både en ny og en gammel læsesal, hvor jeg selv er klar tilhænger af den gamle. Det er som at træde ind i på selveste Hogwarts, når man åbner dørene til det enorme rum, med sirlige loftsbuer, gyldne lamper og tunge læderstole. Man kan kun blive inspireret af at opholde sig her! Café Øjeblikket, som befinder sig i stueplan med udsigt til vandet, er desuden fuldstændig fremragende: Nybagte økoboller, varm chokolade, sandwich, salater, kager og perfekt kaffe. Tag derhen! NU!

Ulemper: Det er faktisk svært for mig at udpege nogle ulemper ved dette dejlige sted. Måske kan man pege på beliggenheden, som lidt sværere tilgængelig, men der går faktisk en bus (66) direkte til døren. Caféens priser er i den ret høje ende, men som nævnt ovenfor, så er kvaliteten også helt i top. I de eksamenstunge perioder er det i øvrigt strengt nødvendigt at komme umiddelbart når biblioteket åbner, hvis man gerne vil have en plads.