IVAN BLANK af Aleksandar Šajin

Roman – Gladiator – 2017 – 375 s. – omslag af Clara Birgersson  – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Altså jeg elsker hende ikke engang, og vi har nu været sammen i næsten 10 år. Og vi har fået barn sammen! Hvordan er jeg havnet i det her forhold og i det her liv? Han turde ikke sige alt det højt. Det ville bare være så pinligt at indrømme den største løgn i hans liv. Men løgnene har den egenskab, at de kan suge livsglæden helt ud af den, der ikke kan undvige dem. De kan slagte ens følelser og fornemmelser med den sløveste kniv.”

Ivan er kommet til Danmark som flygtning fra Balkan-krigen i begyndelsen af 1990’erne. Han er forfatter og arbejder til dagligt som serbokroatisk tolk i retssale og flygtningelejre. Han støder hyppigt på andre med samme efternavn som han selv, ja sågar med både samme fornavn og efternavn. Alle er de, som Ivan selv, indhyllet i løgn og bedrag, idet de ikke rigtig har noget at flygte fra. Ivan bor sammen med Marie, som han aldrig har elsket, og som han har fået nogle af sine adskillige børn med. Ivan er damernes ven, hans appetit på kvinder er stor, og en stor del af romanen fortælles gennem disse kvinders øjne. Ivans kvinder er naive, neurotiske, overfladiske, stereotype, dominerende, vrede, forurettede, uforståelige væsner, hvis skæbner på forskellig vis er formet af Ivan.

Ivan er aldrig tilfreds. Hans flugt fra hjemlandet fortsætter i lang tid efter ankomsten til Danmark, en flugt fra sig selv, sine følelser, sine medmennesker og fra livets generelle stilstand. Flugten resulterer i en grundlæggende og kontinuerlig hjemløshed, som får ham til at flakke hvileløst rundt, og at indhylle sig selv og alle andre i et spind af løgne, i sin søgen efter lykken og kærligheden – efter dén større eller mindre detalje, der kan give ham sindsro, og som i hans øjne nødvendigvis vil udgøre den ændring i tilværelsen, han så desperat søger.

Det er både svært og nemt at holde af Ivan. Hans overfladiske og egoistiske tilgang til livet og menneskene i det vender læseren imod ham, men samtidig kan man ikke andet end at holde lidt af hans vægelsind, hans grundlæggende forvirring og hans komiske, desperate væsen. Og netop det komiske bærer fortællingen, som uden dét lag, ville være ordinær, omstændig og grænsende til kedelig.

Romanens tragikomiske stil er ikke som noget andet jeg tidligere har læst. Komedie er som oftest ikke en litterær genre jeg bevæger mig i. Men i Ivan Blank er sarkasmen og det tragikomiske ganske vellykket og underholdende. Jeg læste i sarkasmen i Ivan Blank en samfundskritik, en fortælling om en mand i et samfund, som aldrig stopper med at stræbe og optimere. Som swiper til højre eller venstre uden større omtanke, for hele tiden at komme videre til noget større, bedre, mere lykkeligt og perfekt. Og som i høj grad mangler selvrefleksion i processen. Ivan er en egoistisk idiot, han forringer livet på dem, som burde være i hans fokus. Hans børn og deres mødre lider store tab mens han bare banker videre i tilværelsen, i sit egocentrerede vakuum.

Man kan undre sig over Ivans evne til at tiltrække kvinder. I fremstillingen af både ham, andre mandlige karakterer og kvinderne omkring Ivan opstår en skarp kønsdikotomi, som jeg ikke fandt komisk, men bare tragisk. Til trods for en marginal nuancering, opridses to modsatrettede, karikerede køn: Kvinden, som er moder eller erotisk objekt, oftest sur og skrap, og så manden, der er overfladisk, evigt underlagt sin krops lyster og begær og knapt i stand til at varetage sit eget liv, helt fra huslige opgaver som opvask og rengøring (som kvinden klarer) til overordnet rammesætning og realistisk livsplanlægning. Mændene i Ivan Blank svæver rundt uden rigtigt at knytte sig til nogen og noget, kvinderne holder stædigt fast i orden, struktur og kaster deres kærlighed på Ivan gennem et moderligt behov for at redde ham.

Trods velskrevethed kommer Ivan Blank aldrig rigtig ind under huden på mig. Og trods romanens oftest vellykkede ironi og tragikomiske stil, vinder Ivan ikke den grad af sympati, der skal til, for at udholde en så træg og magtesløs fortælling. Romanen lykkes godt i sin komposition, og var trods de mange brud i kronologien, en glidende og behagelig læseoplevelse. Desuden er den med sit grafisk skarpe, farvemættede omslag en fryd for øjet. Men romanen mangler noget oprigtigt interessant, en kerne som går ud over den lidt komiske fortælling om en mand, om (virkeligheds)flugt, rod- og hjemløshed. 3/6 hjerter for en underholdende og velskrevet, men ikke synderligt nuanceret eller interessant fortælling.