Som nyopstartet blogger, er der uundgåeligt ét spørgsmål som fra det allerførste spadestik presser sig på: Hvorfor gør jeg det? Hvorfor blogger jeg?

Bag enhver blog ligger der nogle tanker og ideer, nogle forventninger og nogle drømme. I et digitaliseret samfund som vores er der et utal af blogs, nogle med enorm succes, andre med forsvindende lidt, nogle med kvalitetsindhold med tyngde, andre med navlepillende livsredegørelser ned i de mindste detaljer.

Forleden stødte jeg på denne artikel, som argumenterer for, at man som blogger har et ansvar for at bidrage med noget – at tilføre det digitale samfund en eller anden form for merværdi.  “Vi  har brug for en bagatelgrænse for retoriske ytringer”, mener kvinden bag artiklen. Men har vi i grunden det? Skal man nødvendigvis være kvalificeret ekspert, for at have lov til at ytre sig?

Bloggeren Fie Laursen (som jeg ikke anede hvem var, før jeg læste førnævnte artikel) beskyldes for netop dette – at være ligegyldig og at trække ned i den overordnede kvalitet af digitalt indhold. Jeg nikkede genkendende til pointen om, at den pågældende bloggers posts grænser til det helt grotesk ligegyldige – for mig, altså. For man kan jo se på bloggens antal følgere, at et ret stort antal mennesker finder hende interessant. Det kan forekomme helt absurd og vi kan skrive endeløse artikler og debatindlæg, hvor vi skælder ud på hendes grad af ligegyldighed og jamrer over den danske ungdoms fremtid, som er sort som kul, hvis de finder underholdning og inspiration på en blog som Fies. Men vi kan også bare anerkende, at digital formidling spænder vidt og fungerer dejligt inkluderende. Der er jo heldigvis plads til os allesammen.

Og når vi nu taler om førnævnte, lettere vrede artikels pointe, kan vi så ikke lige stoppe op og reflektere over, om man virkelig har pligt til at bidrage med noget? Har vi allesammen pligt til kun at åbne munden, når det vi  har at sige er gennemarbejdet, velovervejet og tilpasset omverdenen?

I mine øjne opstår der på den måde en konstant forventning om optimering, ligesom vi ser en udvikling i retning af et helt overdrevet karakter- og resultatfokus. Øget stress, fordi vi hele tiden skal producere, optimere, bidrage konstruktivt. Så slap dog af.

Med den digitale udvikling, som bl.a. har medført Smartphonens indtog, er jeg nødt til dagligt at øve mig i at sidde stille og ikke foretage mig noget – en handling der efterhånden føles helt fremmed og kunstig, men en handling som jeg kan mærke, at jeg har brug for. I stedet for at se ud af vinduet i 5 minutter, laver vi en hurtig googlesøgning, tjekker Facebook eller får svaret på alle de mails der ligger og venter. For det forventes at man hele tiden yder, bidrager, optimerer.

Op imod hver femte barn/ung (10-24 år) føler sig ofte stresset, hvilket uden tvivl påvirket af mange forskellige faktorer. Men jeg tror da bestemt at den her tendens til altid at skulle yde sit bedste, og give alt hvad man har, er medvirkende.

Så når en blogger, som Fie Laursen udskammes for at være ligegyldig, ja nærmest skadelig for kvaliteten af online indhold, så mener jeg at der bidrages til vedligeholdelsen af en skadelig optimeringsideologi. På samme måde som det skal være acceptabelt at sætte sig foran TV’et og slappe af med ligegyldig underholdning, som ikke bidrager med hverken ny viden eller udvider seerens bevidsthed, så skal der også være plads til “tomt” indhold på blogs og sociale medier. Vi har brug for ligegyldigheder og vi har brug for pauser. Og det mener jeg at Fie Laursens læserskare er et udtryk for.

Slap af – du behøver altså ikke altid at bidrage med noget. Nogle gange må du gerne skrive noget dumt eller ligegyldigt.