SKAL VI ALTID BIDRAGE MED NOGET?

4ac2d933176414e03f41e523f10777ef

Som nyopstartet blogger, er der uundgåeligt ét spørgsmål som fra det allerførste spadestik presser sig på: Hvorfor gør jeg det? Hvorfor blogger jeg?

Bag enhver blog ligger der nogle tanker og ideer, nogle forventninger og nogle drømme. I et digitaliseret samfund som vores er der et utal af blogs, nogle med enorm succes, andre med forsvindende lidt, nogle med kvalitetsindhold med tyngde, andre med navlepillende livsredegørelser ned i de mindste detaljer.

Forleden stødte jeg på denne artikel, som argumenterer for, at man som blogger har et ansvar for at bidrage med noget – at tilføre det digitale samfund en eller anden form for merværdi.  “Vi  har brug for en bagatelgrænse for retoriske ytringer”, mener kvinden bag artiklen. Men har vi i grunden det? Skal man nødvendigvis være kvalificeret ekspert, for at have lov til at ytre sig?

Bloggeren Fie Laursen (som jeg ikke anede hvem var, før jeg læste førnævnte artikel) beskyldes for netop dette – at være ligegyldig og at trække ned i den overordnede kvalitet af digitalt indhold. Jeg nikkede genkendende til pointen om, at den pågældende bloggers posts grænser til det helt grotesk ligegyldige – for mig, altså. For man kan jo se på bloggens antal følgere, at et ret stort antal mennesker finder hende interessant. Det kan forekomme helt absurd og vi kan skrive endeløse artikler og debatindlæg, hvor vi skælder ud på hendes grad af ligegyldighed og jamrer over den danske ungdoms fremtid, som er sort som kul, hvis de finder underholdning og inspiration på en blog som Fies. Men vi kan også bare anerkende, at digital formidling spænder vidt og fungerer dejligt inkluderende. Der er jo heldigvis plads til os allesammen.

Og når vi nu taler om førnævnte, lettere vrede artikels pointe, kan vi så ikke lige stoppe op og reflektere over, om man virkelig har pligt til at bidrage med noget? Har vi allesammen pligt til kun at åbne munden, når det vi  har at sige er gennemarbejdet, velovervejet og tilpasset omverdenen?

I mine øjne opstår der på den måde en konstant forventning om optimering, ligesom vi ser en udvikling i retning af et helt overdrevet karakter- og resultatfokus. Øget stress, fordi vi hele tiden skal producere, optimere, bidrage konstruktivt. Så slap dog af.

Med den digitale udvikling, som bl.a. har medført Smartphonens indtog, er jeg nødt til dagligt at øve mig i at sidde stille og ikke foretage mig noget – en handling der efterhånden føles helt fremmed og kunstig, men en handling som jeg kan mærke, at jeg har brug for. I stedet for at se ud af vinduet i 5 minutter, laver vi en hurtig googlesøgning, tjekker Facebook eller får svaret på alle de mails der ligger og venter. For det forventes at man hele tiden yder, bidrager, optimerer.

Op imod hver femte barn/ung (10-24 år) føler sig ofte stresset, hvilket uden tvivl påvirket af mange forskellige faktorer. Men jeg tror da bestemt at den her tendens til altid at skulle yde sit bedste, og give alt hvad man har, er medvirkende.

Så når en blogger, som Fie Laursen udskammes for at være ligegyldig, ja nærmest skadelig for kvaliteten af online indhold, så mener jeg at der bidrages til vedligeholdelsen af en skadelig optimeringsideologi. På samme måde som det skal være acceptabelt at sætte sig foran TV’et og slappe af med ligegyldig underholdning, som ikke bidrager med hverken ny viden eller udvider seerens bevidsthed, så skal der også være plads til “tomt” indhold på blogs og sociale medier. Vi har brug for ligegyldigheder og vi har brug for pauser. Og det mener jeg at Fie Laursens læserskare er et udtryk for.

Slap af – du behøver altså ikke altid at bidrage med noget. Nogle gange må du gerne skrive noget dumt eller ligegyldigt.

KØN OG SOCIALE MEDIER

Facebook og de andre sociale medier er jo som udgangspunkt et vidunderligt, rædselsfuldt sted. Daglig kilde til ligegyldige input, fejlstavningsarrigskab og generel irritation over komplet idioti. Og vi elsker det. 62 procent af alle danskere er på Facebook dagligt, og det tror jeg i mange tilfælde er netop for at få udfyldt et behov for at forarges (hvis ikke bare for at snage). For det kan umuligt være for at få udvidet videnshorisonten og fodret vores ånd med substansfyldt indhold.

Jeg selv er en del af de 62 procent. I en rutine så automatiseret og tankeløs, klikker jeg mig gerne ind på Facebook-appen et par gange i løbet af en dag, og det primært for at krumme tæer og momentært overveje at trække mig. Lukke min konto ned og aldrig se tilbage. Men så langt når jeg aldrig. For når man som jeg bruger en del tid på at debattere og diskutere forskellige problematikker – særligt feminisme – så er der sgu da en seriøs gang brænde til bålet i sådan et kort facebookbesøg. Den ene efter den anden sexistiske, racistiske eller bare stupide artikel deles, og det sætter nogle tanker i gang.

Som for nyligt, da jeg igen, igen stødte på en opdatering i retning af ”Stolt indehaver af 4 smukke pigebørnebørn” eller ”Emmas fremtidige bejlere får det hårdt med hendes 3 bredskuldrede onkler”, ledsaget af et billede, nogenlunde i retning af:

prepared-for-when-my-daughter-starts-dating-3058503

… så bliver jeg simpelthen så hidsig og frustreret, og al den energi som jeg manglede før, efter en søvnløs nat med et barn i vuggestuealderen, den kommer pludselig tilbage for fuld kraft. Og så får jeg lyst til at kommentere og belære, for man må jo ikke slå. Opdrage, velsagtens.

For hvad er det dog for en måde at se på dine døtre eller børnebørn af hunkøn på? Hvad er det dog for en fuldstændig grotesk klamren til et håbløst forældet, patriarkalsk lortesamfund, hvor kvinden 1.) først og fremmest er et objekt for begær, som den ene mand råder over, indtil der kommer en anden og overtager? Og 2.) er så svag i psyke såvel som fysik, at hun simpelthen ikke formår selvstændigt hverken at vurdere, hvem hun har lyst til at omgås, eller at sige fra på en velovervejet måde, når hun møder et menneske, hun ikke har lyst til at omgås? Jeg bliver så vred, at jeg i affekt får lyst til at skrive en meget skrap og fordømmende kommentar, men så stopper jeg mig selv. For hvem har nogensinde virkelig rykket nogens tanker i kommentarsporet på Facebook? Er det ikke der, hvor det helst bare skal gå i ring, i en endeløs og pointeløs mudderkastning? Der hvor vi søger hen, for at samle irritation og aggression til et mavesurt indlæg på en blog?

Alle de her samfundsstrukturelle problemer, herunder legitimering af kvindeundertrykkende adfærd gennem ”humor”, det er et stort problem. Et problem der bidrager til at vedligeholde en stadig dyb kløft mellem det at være kvinde og det at være mand i Danmark. Det er en problematik, som virkelig synliggør den position kvinden stadig underlægges, en position der først og fremmest er præget af mangel. En position der gør, at jeg som kvinde ofte mødes med kommentarer som ”du ved meget om musik – for en kvinde”, eller ”skal jeg skære dig et lille stykke kage, eller et ’herre-stykke’?”. Kvinder mangler som udgangspunkt viden, appetit og meget andet, som styrke, selvstændighed, evne til at forhandle løn, evne til at tage beslutninger på egen hånd, evne til at lede, jeg kunne blive ved, men i har nok forstået min pointe. Denne mangelfulde position i kraft af køn, kan sammenlignes med den måde, som en person med et handicap, en ”over”vægt, en mørk hudfarve, eller en såkaldt ”afvigende” seksualitet mødes på. I 2017 er man stadig i en eller anden grad underordnet, hvis man falder udenfor kategorien hvid, heteroseksuel mand. En ulighed der manifesteres og reproduceres gennem bl.a. de sociale medier. Og er det dermed en ulighed der kan og skal bekæmpes netop der?

Selvom de sociale medier i høj grad er slagmark for mange politiske kampe – herunder kønspolitiske – så er jeg ikke sikker på at det er den mest konstruktive platform for en strukturel ændring i samfundet. Min datters vuggestue er i gang med at implementere en pædagogik, der gør op med den gængse kønsstereotypi. Meget forenklet forklaret, handler det om, at opfordre børnene til at lege på tværs af de normative kønsforventninger. Altså i praksis at opfordre til samme typer lege, på tværs af køn, hvilket i mine øjne burde være en selvfølgelig tilgang.

Og hvem ved, måske er det netop det der skal til for at få udsluset gamle kønsspecifikke forventninger, at give plads til nuancer. Jeg håber, at min datters generation om ikke andet kommer til at reflektere mere over deres identitetspotentiale, at de ikke bare prøver at tilpasse sig de meget snævre forventninger der ligger i den dikotomiske opdeling af mand/kvinde, og at de på den måde kan gøre sig fri af begrænsende, kønsspecifikke forventninger. Hvis jeg selv havde haft den bevidsthed noget tidligere, havde det sparet mig for mange tanker om at føle mig unormal og afvigende, fordi jeg ikke nødvendigvis passede ind i den kasse der stod ”pige” på.

EN BLOG FØDES

Kiowa standing birth, G Devy, Witkowski

Velkommen til Kulturkulten.

I dag ser bloggen dagens lys for første gang – et projekt, som jeg ikke helt ved, hvad skal bære med sig, starter her. Udgangspunktet er et enormt behov for at producere tekst, at formidle tanker og at bidrage med en ny vinkel på kulturelle produkter og fænomener.

Her vil blive bragt småskriblerier, debatindlæg, anmeldelser og anbefalinger, samt indlæg fra kyndige gæsteskribenter. Jeg glæder mig til at udfolde Kulturkultens potentiale, og jeg håber, at I har lyst til at læse med.

Sofie

Billede fra:  http://wellroundedmama.blogspot.dk/2015/03/historical-and-traditional-birthing.html