Facebook og de andre sociale medier er jo som udgangspunkt et vidunderligt, rædselsfuldt sted. Daglig kilde til ligegyldige input, fejlstavningsarrigskab og generel irritation over komplet idioti. Og vi elsker det. 62 procent af alle danskere er på Facebook dagligt, og det tror jeg i mange tilfælde er netop for at få udfyldt et behov for at forarges (hvis ikke bare for at snage). For det kan umuligt være for at få udvidet videnshorisonten og fodret vores ånd med substansfyldt indhold.
Jeg selv er en del af de 62 procent. I en rutine så automatiseret og tankeløs, klikker jeg mig gerne ind på Facebook-appen et par gange i løbet af en dag, og det primært for at krumme tæer og momentært overveje at trække mig. Lukke min konto ned og aldrig se tilbage. Men så langt når jeg aldrig. For når man som jeg bruger en del tid på at debattere og diskutere forskellige problematikker – særligt feminisme – så er der sgu da en seriøs gang brænde til bålet i sådan et kort facebookbesøg. Den ene efter den anden sexistiske, racistiske eller bare stupide artikel deles, og det sætter nogle tanker i gang.
Som for nyligt, da jeg igen, igen stødte på en opdatering i retning af ”Stolt indehaver af 4 smukke pigebørnebørn” eller ”Emmas fremtidige bejlere får det hårdt med hendes 3 bredskuldrede onkler”, ledsaget af et billede, nogenlunde i retning af:
… så bliver jeg simpelthen så hidsig og frustreret, og al den energi som jeg manglede før, efter en søvnløs nat med et barn i vuggestuealderen, den kommer pludselig tilbage for fuld kraft. Og så får jeg lyst til at kommentere og belære, for man må jo ikke slå. Opdrage, velsagtens.
For hvad er det dog for en måde at se på dine døtre eller børnebørn af hunkøn på? Hvad er det dog for en fuldstændig grotesk klamren til et håbløst forældet, patriarkalsk lortesamfund, hvor kvinden 1.) først og fremmest er et objekt for begær, som den ene mand råder over, indtil der kommer en anden og overtager? Og 2.) er så svag i psyke såvel som fysik, at hun simpelthen ikke formår selvstændigt hverken at vurdere, hvem hun har lyst til at omgås, eller at sige fra på en velovervejet måde, når hun møder et menneske, hun ikke har lyst til at omgås? Jeg bliver så vred, at jeg i affekt får lyst til at skrive en meget skrap og fordømmende kommentar, men så stopper jeg mig selv. For hvem har nogensinde virkelig rykket nogens tanker i kommentarsporet på Facebook? Er det ikke der, hvor det helst bare skal gå i ring, i en endeløs og pointeløs mudderkastning? Der hvor vi søger hen, for at samle irritation og aggression til et mavesurt indlæg på en blog?
Alle de her samfundsstrukturelle problemer, herunder legitimering af kvindeundertrykkende adfærd gennem ”humor”, det er et stort problem. Et problem der bidrager til at vedligeholde en stadig dyb kløft mellem det at være kvinde og det at være mand i Danmark. Det er en problematik, som virkelig synliggør den position kvinden stadig underlægges, en position der først og fremmest er præget af mangel. En position der gør, at jeg som kvinde ofte mødes med kommentarer som ”du ved meget om musik – for en kvinde”, eller ”skal jeg skære dig et lille stykke kage, eller et ’herre-stykke’?”. Kvinder mangler som udgangspunkt viden, appetit og meget andet, som styrke, selvstændighed, evne til at forhandle løn, evne til at tage beslutninger på egen hånd, evne til at lede, jeg kunne blive ved, men i har nok forstået min pointe. Denne mangelfulde position i kraft af køn, kan sammenlignes med den måde, som en person med et handicap, en ”over”vægt, en mørk hudfarve, eller en såkaldt ”afvigende” seksualitet mødes på. I 2017 er man stadig i en eller anden grad underordnet, hvis man falder udenfor kategorien hvid, heteroseksuel mand. En ulighed der manifesteres og reproduceres gennem bl.a. de sociale medier. Og er det dermed en ulighed der kan og skal bekæmpes netop der?
Selvom de sociale medier i høj grad er slagmark for mange politiske kampe – herunder kønspolitiske – så er jeg ikke sikker på at det er den mest konstruktive platform for en strukturel ændring i samfundet. Min datters vuggestue er i gang med at implementere en pædagogik, der gør op med den gængse kønsstereotypi. Meget forenklet forklaret, handler det om, at opfordre børnene til at lege på tværs af de normative kønsforventninger. Altså i praksis at opfordre til samme typer lege, på tværs af køn, hvilket i mine øjne burde være en selvfølgelig tilgang.
Og hvem ved, måske er det netop det der skal til for at få udsluset gamle kønsspecifikke forventninger, at give plads til nuancer. Jeg håber, at min datters generation om ikke andet kommer til at reflektere mere over deres identitetspotentiale, at de ikke bare prøver at tilpasse sig de meget snævre forventninger der ligger i den dikotomiske opdeling af mand/kvinde, og at de på den måde kan gøre sig fri af begrænsende, kønsspecifikke forventninger. Hvis jeg selv havde haft den bevidsthed noget tidligere, havde det sparet mig for mange tanker om at føle mig unormal og afvigende, fordi jeg ikke nødvendigvis passede ind i den kasse der stod ”pige” på.