Roman i minimalistisk præcision om kriser i livet, skriveriet og kærligheden – VINDUET MOD SYD af Gyrðir Elíasson

D5FC1E50-F5C6-41D2-A34B-7076414428C6.jpg

VINDUET MOD SYD af Gyrðir Elíasson 

Roman – Forlaget Vandkunsten – 2018 – 140 sider – oversat fra islandsk af Erik Skyum-Nielsen – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Morgenlyset over fjeldet. Gletsjerhætten er hvidere end nogen sinde. Men jeg har ikke lyst til at bestige bjerget, ikke alene i hvert fald. Der er dem, der siger, at skrivearbejde er vanskeligere end bjergbestigning. Jeg ved det ikke, har ikke noget sammenligningsgrundlag. Jeg tror i virkeligheden ikke, bjerge lader sig bestige, selv om man går op ad dem. “

Forfatteren i Vinduet mod syd befinder sig i en form for livskrise. Alene er han draget i sommerhus for at skrive, men mens han sidder og ser på havet gennem det sydvendte vindue, lader ordene vente på sig. Fragmenter af tanker, erindringer og observationer opbygger adstadigt en fortælling op om en mand i krise over skriveriet, kærligheden og livet. En fortælling, som på sin helt særskilte elíassonske manér formår at stå åndeløst stille og bevæge sig vidt og bredt på samme tid. Og det endda med en fin humoristisk tone.

Sanselige naturbeskrivelser og kraftfuld minimalisme

Gennem fire årstider følger vi forfatteren Jonas i sommerhuset ved havet, årstider, som er rigt beskrevet i naturen omkring huset. Romanen er bygget op i små korte tekstbidder, som en slags samling af tanker eller indskydelser. Sporadisk drysses minder, tanker, drømme og observationer ud over siderne, nogle tekstbidder så korte som en enkelt sætning i versalier. Det virker enormt kraftfuldt, når en side pludselig brydes op af en råbende indskydelse, ofte i en observation af omverdenen, som en avisoverskrift:

“ISEN PÅ NORDPOLEN FORTSÆTTER MED AT SMELTE”

Romanen handler om kriser, om skriveblokade, tabt kærlighed og ensomhed. Om at være menneske i krise i en verden i krise og om livets, naturens, årstidernes uafvendelige cykliske bevægelse. I imponerende minimalistisk stil bevæger vi os rundt i alt fra hverdagslige smårefleksioner, større filosofiske, eksistentielle spørgsmål til mindre navlepillerier:

“Åndelig nærighed er endnu værre end verdslig nærighed. Det er ikke utænkeligt, at jeg lider af åndelig nærighed: at sidde her den ene årstid efter den anden og knap nok tale med nogen, ikke beskæftige mig med noget menneske. “

Vinduet mod syd er enormt stemningsmættet, man mærker nærmest vinden trække i  sommerhusets brædder, duften af havet udenfor. Dagene løber afsted, flyder sammen, hvilket ind imellem bliver en lettere kedsommelig affære. Og jeg må indrømme, at Elíasson givetvis ikke bringer det niveau af underholdning, som barselshjernen fordrer, hvis læsningen skal glide ubesværet. Men det kan man jo næppe stille bogen til ansvar for.

Stor litteratur i småt format

At læse Vinduet mod syd er som at tage i sommerhus en efterårsweekend uden planer. At lade sig overmande af ro, bare at være i livet i en forfriskende enkelthed. Her er intet hastværk, tom underholdning og chokerende plottwists. Skriften er enkel, den er kraftfuld, det er stor litteratur i småt format. Læs den, og tag dig god tid. For mellem de små tekstfragmenter opstår store betydninger som åbner op for sandheder om livet og kærligheden. Fire hjerter herfra.

hjerter

Find dit helt eget eksemplar af den fine lille bog her.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s