Sig det med bøger – de bedste litterære barselsgaver

Sponsoreret: Nogle af de omtale bøger er modtaget som anmeldereksemplarer.

Litterære barselsgaver

Det er ingen hemmelighed, at bøger oftest står øverst på ønskesedlerne herhjemme – hos både voksne og børn. Vi er en gennemført bibliofil familie. For litteratur kan det hele, underholde, oplyse, udvikle. Og bøger kan bruges i alle tænkelige situationer og ved alle lejligheder. Og her i min anden barsel har jeg tænkt en del på alle de bøger jeg omgiver mig med, og hvordan de bidrager positivt til så mange aspekter af min tilværelse som midlertidigt hjemmegående, barslende mor. Det slog mig, at bøger i mine øjne er den perfekte barselsgave (ja, eller værtindegave, fødselsdagsgave, fortsæt selv).

Derfor har jeg samlet et udpluk af de allerbedste litterære barselsgaver til bibliofile nyudklækkede forældre derude og deres poder. Hvis du skal på barselsbesøg hos sådan en type, så overvej lige at medbringe en af nedenstående lækkerbiskner. De holder meget længere end blomster!

Klassikeren – en langtidsholdbar boggave

Herhjemme elsker vi de gode gamle børnebogsklassikere. Når en bog får klassikerstatus, så er det fordi den kan noget særligt, og netop børnebogsklassikerne kan bl.a. det, at de er interessant og aktuel læsning gennem mange aldre. Vores toårige elsker Palle alene i verden, en bog, som jeg selv har fået læst højt utallige gange og senere hen selv læst med stor entusiasme. Med de fineste illustrationer af Arne Ungermann og den enkle men dybt relaterbare historie, er det en evergreen gennem hele barndommen. Eller Mis med de blå øjne, som kan noget helt særligt med sin minimalisme i både streg og fortælling. Sidstnævnte fungerer desuden virkelig godt som billedbog til de helt små, da illustrationerne er så enkle og kontrastede. Vores yngste på 6 uger er allerede opslugt af at stirre på de kontrastfyldte sider. Så selvom målgruppen lyder på børn 3+, så er der ingen grund til ikke at bruge bogen som visuel og sproglig stimulans tidligere. En klassiker er en virkelig fin og langtidsholdbar boggave, som desuden vækker nostalgiske følelser hos mange voksne – et sikkert barselshit!

Processed with VSCO with ku1 preset

Hvis du er interesseret i børnebogsklassikere, så bør du tjekke Gyldendals originale billedbogsklassikere ud. Formatet er ensrettet, og de er så fine og enkle med lærredsryg. Serien omfatter Mis med de blå øjne, Drengen i månen, Spørgejørgen og Palle alene i verden. Hvis man som jeg lider af samlermani, så er det nærmest umuligt ikke at anskaffe sig hele serien. Så er du advaret.

Rim, remser og sange – aktiverende og sprogstimulerende læsning

Børn elsker rim og rytme, og børn elsker sang. Desuden er rim og remser et virkelig godt understøttende værktøj, når børn skal lære sprogets flow og rytme. Jeg har været meget glad for de to nedenstående bøger, som jeg tror, de fleste småbørnsforældre ville sætte pris på:

Den store Halfdan for de små

Jeg har aldrig været særlig begejstret for De små synger. There, I said it. Den er i mine øjne forældet og visuelt helt afsindigt kedelig. Vi købte den i sin tid, fordi den på en eller anden måde er et must have på børneboghylden, men ærligt, så kender jeg ikke halvdelen af sangene i den. Derfor blev jeg vildt begejstret, da min ældste for nylig fik Den store Halfdan for de små i storesøstergave (i øvrigt den allermest værdsatte gave man kan medbringe, når man skal på barselsbesøg i et hjem med flere børn).

9788771052015.jpg

Så fint udformet med pop up-elementer og flapper man kan hive i. Og i en kvalitet, hvor en lettere hektisk toårig faktisk kan bruge den uden at flå flapper og pop up-figurer ud. Sangene er min generations barndomsnostalgi og illustrationerne super fine. Se mere her.

Halfdans ABC i papbogsformat

Apropos barndomsnostalgi, så er Halfdan Rasmussens klassiske ABC kommet i en børnefingervenlig udgave, i stift pap. Jeg elsker, at man gentænker børnelitteratur, som oprindeligt er målrettet større børn, så også de helt små kan få glæde af det. Forældre, som starter højtlæsning tidligt, giver deres børn de bedst mulige forudsætninger for at lære at tale. Og så er det bare en afsindigt fin bog at have stående.

Bogen er lidt af en moppedreng, så den skal ikke tabes over små barnefødder (en lektie, vi desværre lærte på den hårde måde med en lille blå fod til følge). Find den her.

Bøger, som inspirerer og tilbyder stærke forbilleder og sunde livsværdier

Selvom jeg har skrevet om de små billedbiografier fra serien “Små mennesker, store drømme” et par gange tidligere, vil jeg lige nævne dem igen. De rummer en række utroligt smukke bøger om inspirerende mennesker, som trods trange kår fulgte deres drømme og bedrev noget stort i livet.

I mine øjne, er det en virkelig fin gave at give bøger, som kan hjælpe forældre til at give deres børn nogle solide livsværdier og et stærkt selvværd. Igen vil jeg påpege, at selvom bøgerne er målrettet ældre børn, så er illustrationerne i sig selv interessante for små børn. Og så er det nogle bøger, som kan danne grundlag for mere og dybere samtale med barnet som årene går. Tjek bøgerne ud her.

Normudfordrende læsning til børn og deres forældre

At præsentere børn for en diversitet og mangfoldighed i verden er i mine øjne en kærlighedshandling, som har til formål at give barnet plads til at udvikle sig i hvilken som helst retning, det skulle ønske. Det er accept og frihed. Derfor kan en fin barselsgave også være en indgang til at åbne op for nye perspektiver på verden for sit barn. For jeg tror, mange forældre synes det er svært at tale diversitet på et niveau, børn kan forstå.

Fantasifuld og normbrydende højtlæsning

Gæt hvad jeg er er titlen på en af de få kønsfrie børnebøger på det danske bogmarked. Bogen handler om tre børn, som leger og bruger deres fantasi. Der er ingen kønsdefinition af de tre børn, og de forholder sig til hinanden som legekammerater i frem for at forstå hinanden som prædeterminerede,  modsatrettede køn. På den måde åbnes der op for en kønsfrihed, som man desværre sjældent støder på i danske børnebøger.

forside_3_edited1

Man behøver absolut ikke at være kønsneutral opdrager for at kunne bruge bogen til at give sine børn et frirum for begrænsende kønsopdeling. Med større børn vil man desuden  kunne starte en dialog om køn, normer og begrænsninger i læsningen. Se mere om den fine børnebog her.

Feministisk opdragelse – Brev til en nybagt forælder

Man kan godt få brug for lidt intellektuelle vitaminindsprøjtninger, når ens hverdag kredser om mælkeindtag, bleskift og babysnak. Chimamanda Ngozi Adichie har skrevet en bog til nybagte forældre om, hvordan man opdrager sit barn feministisk og formår at etablere et ligestillet forældreskab.

Brev-til-en-nybagt-foraelder-Et-feministisk-manifest-i-femten-punkter--E-bog

Bogen, som startede som et brev til Adichies veninde, da hun var blevet mor, er virkelig velskrevet og rummer 15 forslag til, hvordan man kan gribe det an, når man opdrager sit barn til ligestilling mellem køn.
Bogen er skrevet på et sprog, som er forståeligt og interessant, selv med ammehjerne. Find den fine lille bog her.

En hjælp til at fastholde de tidlige minder – babys bog

Babys eller barnets bog er et koncept, der deler vandene. Det er en bog, der kræver tid og overskud, og som måske er kilde til dårlig samvittighed, når den ikke bliver brugt flittigt nok. Desuden er der nogen, der ikke føler et behov for at lagre minder andre steder end i hjernen og hjertet. Men hvis dit barslende bekendtskab er til den slags,  så er her et bud på en helt fantastisk fin barnets bog. Det skal siges, at der så absolut er langt mellem snapsene, når det kommer til babys bog, og jeg har søgt hårdt og længe efter en, der ikke er helt vildt grim, kønnet, pussenusset eller indholdsmæssigt elendig. Det var et meget svært projekt, skal jeg hilse at sige. Og så stødte jeg på Babys bog med mumitroldene, som netop er udkommet hos Carlsen.

Bogen er så fin og lækker i kvaliteten, den rummer alt det relevante og så er den ikke mindst spækket med de fineste små mumi-citater. Desuden kan den fine bog suppleres med fire søde små mumi papbøger i en gaveæske. Oplagt til den mumielskende forælder! Babys bog med mumitroldene finder du her og Mine første mumibøger gavesættet kan findes her.

Gavekort til lydbøger – når læsetiden er knap

Afhængigt af hvor soveglad en baby man er blevet beriget med, har man måske ikke meget tid til at sidde og fordybe sig i en bog. Derfor kan det måske være en god idé, at overveje et gavekort til abonnement på lydbøger til de nyudklækkede forældre i stedet. Der findes efterhånden en række gode tjenester, som har mange interessante bøger tilgængelige. Tjek fx Politiken books, Mofibo eller Storytel, som alle tilbyder gavekort.

Har jeg glemt noget? Så smid endelig en kommentar i kommentarfeltet!