Mere højkvalitetslæsning til børnene – ELLA FITZGERALD & COCO CHANEL af Isabel Sánchez Vegara

44C78A54-C2B3-4C70-91F5-000613B6913B.jpg

Børnebøger/billedbiografier – Forlaget Albert – 2018 – hver 32 sider – oversat fra spansk af Luna Svane Rodríguez – sponsoreret: anmeldereksemplarer fra forlaget
Coco Chanel: illustrationer af Ana Albero | Ella Fitzgerald: illustrationer af Bàrbara Alca

Den høje kvalitet fra første bind i serien, Små mennesker, store drømme, fortsætter ufortrødent i seriens anden og tredje bog om henholdsvis Ella Fitzgerald og Coco Chanel. Anmeldelse af seriens første bog om Frida Kahlo kan læses her.

Coco Chanel levede et bemærkelsesværdigt liv. Gabrielle, som hun hed, boede som barn på børnehjem, hvor hun skilte sig ud fra de andre børn. Da hun blev voksen levede hun af at sy tøj om dagen og synge om natten. Og det var som sangerinde, hun blev kendt som Coco. Hun begyndte at fremstille hatte og blev med tiden et anerkendt navn i Paris. Herfra udviklede hun sin forretning og begyndte at skabe modetøj, som var mere behageligt at gå med, end tidens korsetter og stive gevandter. Det tøj, som i starten blev kaldt mærkeligt vandt ind og blev til det imperium, som Chanel er i dag. Og Coco Chanel er blevet et ikon, en kvinde som ikke lod sig begrænse af andres skepsis, og som, trods trange kår, skabte et navn for sig selv og et historisk stort modeimperium.

Ella Fitzgerald kom ligesom Coco Chanel fra trange kår. Som barn mistede hun sin mor og endte på børnehjem. Hun stak af og tjente til dagen og vejen ved at  synge og danse på Harlems gader. Da hun blev ældre, vandt hun en talentkonkurrence, hvilket blev hendes indgang til en karriere som jazzmusiker. Hun rejste land og rige rundt for at synge og fandt gennem musikken en helt særlig stil og udtryksform. Hun fik enorm succes og er i dag en af de absolut største jazzmusikere, verden har hørt. Ligesom Coco Chanel og Frida Kahlo skabte hun sin egen lykke, trods ringe odds. For som hun citeres for i bogen:

“Det er ikke vigtigt, hvor du kommer fra,  men hvor du er på vej hen”.

Gældende for alle tre udgivelser (der er flere på vej) i serien Små mennesker, store drømme er det, at de tilbyder kvalitetslæsning om sunde forbilleder, om mennesker som skabte en fantastisk tilværelse og et imponerende eftermæle for sig selv, selvom de startede livet tomhændet. Endnu en gang må jeg sige at bøgerne har taget os med storm herhjemme. Ikke blot er de afsindigt smukke, de lægger også op til refleksion og dialog, og så understreger de hvor værdifuldt det er at dyrke sit talent og turde tro på sig selv. Noget, der er så vigtigt for mig at lære mine døtre i en verden, hvor dit udseende ofte synes at være det vigtigste. Og hvor man ofte lærer ikke at føre sig for meget frem, ikke at satse noget eller umiddelbart at tro på egne evner. Jeg kan endnu engang ikke få armene ned af begejstring over den flotte bogserie, og vi skal uden tvivl have den komplette samling.

Hvis du også er nysgerrig på de næste bøger i serien kan du holde dig opdateret her. Der kan du også anskaffe dig de første bøger i serien.

Processed with VSCO with 6 preset

Processed with VSCO with 6 preset

Mærkværdig børnebog med smukke illustrationer – JALLE OG KRABBEN af Birgitte Krogsbøll

Processed with VSCO with g6 preset

JALLE OG KRABBEN af Birgitte Krogsbøll

Børnebog – 2-5 årige – Forlaget Vilde Dyr – 2018 – 32 sider – illustrationer af Lena Nicolajsen – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Solen skinnede, og Jalle gik og sang
for det er godt at synge, når man er glad.
Man kan også sagtens synge når man er 
sur eller sjov
frisk eller træt
vred eller fjollet
bange eller ked “

Jalle går en tur på stranden. Her oplever han alt hvad stranden har at byde på af planter, sten og dyr.  Mens han går på stranden synger han om hvad han oplever. Han synger bl.a. en vandsang, en stensang og en bangesang. Strandturen byder på mange sanseoplevelser og følelser og det er disse følelser og sansninger, der er udgangspunkt for fortællingen.

Oplagt til dialogisk læsning

Jalle og krabben er en ret mærkværdig læseoplevelse. Handlingen er simpel, nærmest banal, men samtidig sær og fantasifuld. De fine illustrationer er uden tvivl det, der bærer bogen, for selve historien er ikke videre interessant. Til gengæld indeholder Jalle og krabben en helt masse genkendelige elementer fra børns hverdag, som er oplagt at samtale om under højtlæsningen. Jeg vil faktisk gå så langt at sige, at det er en bog, der kræver et solidt dialogisk greb i højtlæsningen, for at give andet og mere end en fin æstetisk oplevelse.

Da jeg fik tilbudt et anmeldereksemplar af Jalle og krabben, var jeg ikke sen til at takke ja, både på grund af det fine førstehåndsindtryk illustrationerne gav, men i særdeleshed fordi krabber af en eller anden ukendt grund er et stort hit herhjemme for tiden. Men jeg må nok erkende, at bogen skuffede ved nærmere bekendtskab, i hvert fald hos mig. Min datter var til at starte med ret begejstret, men mistede også hurtigt interessen og har ikke efterspurgt bogen siden.

Smukke illustrationer løfter en vag fortælling

Alt i alt var Jalle og krabben en blandet fornøjelse. Illustrationerne er super flotte, og fortællingen er bestemt anderledes end de fleste børnebøger jeg har læst. Og jeg er altid tilhænger af børnebøger, som udfordrer barnets fantasi i læsningen, om end det bliver lidt rigeligt abstrakt ind imellem. I bund og grund fandt jeg fortællingen lidt træg og kedelig, og det er ikke en bog, som bliver taget frem fra bogkassen igen og igen. Derfor kan det kun blive til en lunken anbefaling herfra – til højtlæseren, der søger anderledes børnelitteratur, som kræver en ret høj grad af dialog og fantasi for at være rigtig interessant.

Jalle og krabben kan bl.a. købes her.

Velskrevne fortællinger om relationer i ubalance – PLANTAGE af Annette Brogaard

1B9E6903-292A-4A52-82FD-8C6D5F229C30

PLANTAGE af Annette Brogaard

Fortællinger – Arkiv for detaljer – 2018 – 49 sider – omslag af: Julie Plovgaard – sponsoreret:  anmeldereksemplar fra forlaget

” Jeg tror, jeg er ved at blive deprimeret. Til gengæld er det ret underholdende med succesfortællinger om folk, der har fået job, fordi de har lænket sig til disken i Nordea og nægtet at gå uden en funktionsbeskrivelse i hånden. Det er bare ikke ment som underholdning, men som kreative muligheder på et trængt arbejdsmarked. På vej hjem sidder jeg på bænken. Jeg overvejer, om jeg ville få det bedre af at græde, men jeg kan ikke.”

Plantage er tre korte fortællinger om mellemmenneskelige relationer i forandring, om hvordan livsændringer kan skævvride og i sidste ende afslutte en relation. I bogens første fortælling Plantage ændres et kæresteforhold, da den ene part mister sin far. Tabet og sorgen får det ellers stærke bånd til at smuldre. I fortællingen Lejlighed ændres et venskab, da den ene part får en kæreste, og den anden part sidder tilbage med følelser, som er mere end venskabelige. Og i bogens sidste fortælling, Akutsamtale, som ovenstående tekstbid er taget fra, er det livsændring i form af en fyring, der får fundamentet i både hovedpersonens selvforståelse og parforhold til at smuldre. Særligt denne sidste fortælling berørte mig, da den meget nøjagtigt beskriver det tab af identitet og værdi, som for mange kan være forbundet med ufrivillig ledighed. Jeg kan fra min egen ledighedsperiode genkende følelserne i denne fortælling, som i øvrigt ledsages af en fantastisk tragikomisk tone. Plantage handler overordnet om kæntrende relationer. Når livet ændres, skævvrides de relationer vi indgår i, for, i mange tilfælde, til sidst at gå til grunde.

Sproglig sanselighed og præcision

Annette Brogaard skriver poetisk og sanseligt og samtidig med en imponerende kortfattethed og præcision. Omgivelser og stemninger står krystalklart i fortællingernes fine sprog, og det er noget af et talent at male så store stemningsbilleder gennem så korte tekstbidder. De relationer, der skrives frem er genkendelige, karaktererne er sympatiske og troværdige og intet er givet. Det er alt det der ikke fortælles, alt det, der gemmer sig mellem linjerne, der har størst betydning.

Småt, men godt

Selvom fortællingernes kortfattethed fungerer afsindigt godt, kunne jeg godt have tænkt mig nogle flere fortællinger i den meget korte bog. Jeg nåede kun lige at begejstres over Annette Brogaards fortællestil og sproglige tæft da bogen løb tør for sider og efterlod mig med appetit på mere. Man får ikke mange ord for pengene, hvis man køber Plantage – til gengæld får man en taskevenlig bog af litterær topkvalitet. Lidt, men godt.

Annette Brogaard har flere bøger bag sig siden debuten Man kan ikke se det på dem fra 2010. Jeg har ikke tidligere haft fornøjelsen af at dykke ned i hendes forfatterskab, men det kommer jeg uden tvivl til  i nærmeste fremtid. 4/6 hjerter og varme anbefalinger herfra.

hjerter

Find Plantage her.

Fandenivoldsk og følelsesmættet instagrampoesi – trykt digtsamling fra @affektivt udkommer i dag

 

1B43A3A0-E643-4DC7-B453-BDEA0768385F.jpg

@affektivt

Digtsamling – 84 sider – Forlaget Forår – 2018 – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“MANGLER DE ORD OG HANDLINGER
SOM FORKORTER BÅNDET MELLEM OS
EN DEL AF SAMME HOLD
HOLDT SAMMEN AF AT DELE
JEG HIVER DYNEN OVER LIVET
SÅ I IKKE KAN HØRE
AT ANGSTEN TRÆKKER VEJRET HER
FOR DET HER ER DISTANCE
FORKLÆDT SOM NÆRVÆR”

@affektivt er en digtsamling med ophav i instagramkontoen af samme navn. Her postes korte, minimalistiske digte, skarpt sat op, kontrasteret, centreret, caps-locket og uden for meget pis. Indholdsmæssigt er digtene på samme måde kompromisløse, ligetil og uden intetsigende floskler og klicheer. Digtene kredser om relaterbare affekter, om vrede, afsky, afmagt, ensomhed og om det affektive sind, om overmandende følelser og kontroltab. De små tekster henvender sig til noget i os alle, til genkendelige følelser og affekter, uden at blive selvfølgelige og ligegyldige. Stemningen er dyster og fandenivoldsk, seksualiteten et aggressivt våben og en passiv flugt. Overalt i digtene fornemmes en ensomhed, en distance til  andre mennesker, og man fornemmer tydeligt den psykiske sårbarhed og det affektive sind i skriften.

Det sproglige talent fornemmes tydeligt i @affektivts digte, som er virkelig velkomponerede og fulde af sproglige finesser. Flere steder er det legen med, eller ligefrem fraværet af bestemte ord, der gør tekststykket så stærkt:

“VI SPISER HINANDEN AF MED DE HVIDE
IMENS VI FORESTILLER OS EN VERDEN I FARVER
FOR DU SIGER
AT VI IKKE MÅ LYVE
SÅ VI KONSTRUERER SANDHEDEN
VI STOLER PÅ ALLE VORES TANKER
FOR VI LYVER IKKE FOR OS SELV
MEN FORSKELLEN VISER SIG I VORES FÆLLES FORTÆLLINGER
OG VORES EGET FORSVAR
BLIVER VORES ANKLAGE
SÅ BARE LYV
FOR VI SKAL IKKE TRO PÅ ALT
HVAD VI TÆNKER”

Forfatterens anonymitet er ifølge forlaget et greb, som skal flytte fokus til det, det faktisk handler om; at @affektivt ikke skal forstås som en person, men snarere et fænomen eller en tilstand, som bor i os alle. At fjerne forfatteren fra værket giver en helt særlig mulighed for læseridentifikation, man føler måske i højere grad et medejerskab over affekterne i læsningen af digtene, når afsenderen ikke er klart defineret. Ud over det har det alle dage pirket til folks interesse og nysgerrighed at hemmeligholde mennesket bag et værk, og jeg desuden tror at det kan fungere ganske fint som pr-strategi. En interessant og anderledes strategi til litteratur som er opblomstret på et anderledes litterært medier.

Instagramdigte er ikke som sådan noget nyt og banebrydende. Men der er efter min mening langt mellem snapsene på et medie som Instagram, hvor alle har potentiale for at blive selvudgivere.  Og her tager kvaliteten ind imellem nogle pinagtige dyk. De sociale medier kan i nogle tilfælde give en masse taletid til noget uinteressant og ligegyldigt (som jeg ytrede i min anmeldelse af Rupi Kaurs Mælk og honning). Men det kan også gemme på ganske læsværdig poesi, som @affektivt. Der skal lyde de varmeste anbefalinger herfra af @affektivt i både trykt og digital form. 5/6 hjerter.

 

hjerter5

Find dit eget eksemplar  af  den fine lille digtsamling her.

Processed with VSCO with 1 preset

6D9259F5-963B-4699-A032-C2BF8857FAA2

Forlaget Forår er et nyetableret mikroforlag med base i Odense. Det lader til at være et spændende foretagende, som tør satse på de mere anderledes og skæve udgivelser – præcis hvad jeg elsker så højt ved de små danske forlag. Hvis du vil tjekke dem ud, kan du gøre det her. Jeg glæder mig i hvert fald til at følge dem!

 

Skuffende banal poesi fra bestsellerdigtsamling – MÆLK OG HONNING af Rupi Kaur

CCD95FC7-455B-48C9-8C61-E3E745BC6AC6.jpg

MÆLK OG HONNING af Rupi Kaur

Digte – Lindhardt og Ringhof – 2018 – 208 sider – omslag og illustrationer af Rupi Kaur – oversat fra engelsk af Julia Lahme – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

” du fortæller mig
at jeg ikke er som de fleste piger
og lærer at kysse mig med dine øjne lukkede
der er noget ved sætningen – noget med
hvordan jeg er nødt til ikke at være som de kvinder
jeg kalder for søstre for at blive begæret
der giver mig lyst til at spytte din tunge ud
som om jeg skal være stolt af at du valgte mig
som om jeg skulle være lettet over at du synes
jeg er bedre end dem”

Canadisk-indiske Rupi Kaur er på rekordtid blevet verdenskendt for sine digte og illustrationer, som hun har delt via sin profil på Instagram. Hun skriver små tekstbidder om bl.a. kvindelighed, kærlighed, selvforståelse, identitet, seksualitet, misbrug og heling. Mælk og honning er hendes debutbog, som hurtigt har opnået verdensomspændende succes og er international bestseller med over to millioner solgte eksemplarer.

Digtene er struktureret i fire dele, tituleret det smertende, det elskende, det ødelæggende og det helende. Digtene er tydeligt præget af disse forskellige affektive temaer og bearbejder nogle af de samme emner. Digtsamlingen er grafisk vellykket, med sorte sider, som adskiller bogens fire dele og enkle, sorte stregtegninger omkring en del af digtene. Formen varierer fra få linjer til mere tætskrevne sider, dog med overvægt af de små tekstbidder. Det er således en både let- og hurtigtlæst bog, både kort i formen, men desværre også ganske blottet for sproglige udfordringer eller finesser.

Rupi Kaurs illustrationer er det mest interessante ved digtsamlingen. Men det skrevne ord må desværre siges at have trættet mig fra første til sidste strofe. Jeg har ikke tidligere fulgt eller læst noget af Kaur, og vil nok næppe gøre det fremover. Mest af alt følte jeg, at jeg læste en kavalkade af inspirational quotes, som ind imellem florerer på nogle af de mindre content-kritiske profiler på diverse sociale medier. Digtene er fulde af klichéer, letkøbte guldkorn og søgt lommefilosofi, og i bedste fald leder de tankerne hen på hurtige ugebladsromaner og ligegyldig bekendelseslitteratur. De berørte emner i digtene er så basale og alment menneskelige, at de nødvendigvis vil være genkendelig for de fleste. Det er den eneste grund jeg kan finde til, at netop Mælk og honning skulle blive en så stor international succes som den er blevet – det er i hvert fald ikke de litterære kvaliteter der tynger.

Digtene i Mælk og honning er dog ikke helt uden værdi. Man kan håbe på, at en så let tilgængelig digtsamling som nærværende vil trække nye typer læsere ind i poesien, at det måske vil give endnu flere mod på og lyst til at kaste sig ud i læsning af digte. I en tid, hvor den folkeligt brede litteraturformidling vs. det elitære smagsdommeri synes at være på alles læber, håber jeg på, at det ene ikke udelukker det andet. At man kan starte på et overfladisk niveau og derigennem få appetit på at gå i dybden med litteraturen, udfordre sin hjerne. For den brede litteraturformidling er vigtig, men det er kvaliteten i litteraturen i høj grad også.

Når det så er sagt, så er bogens illustrationer ind imellem ret fine, og de løfter  digtsamlingen en tand. Uden dem, ville det virkelig have været en uinspirerende læseoplevelse. Med stor skuffelse og forundring over verdens stående applaus til Mælk og honning, lander vi på 1/6 hjerter herfra.

hjerter1,4 hjerter0.jpg

Hvis du har mod på selv at anskaffe dig digtsamlingen, kan det gøres her.

24779F8F-9335-4DED-8A2F-911B2827D8EE.jpg

 

Velreflekterede digte om liv, død, sorg, savn og forgængelighed – EN VASE I BRYSTET af Daniel Boysen

img_20180504_103643.jpg

EN VASE I BRYSTET af Daniel Boysen

Digtsamling – Forlaget Silkefyret – 2018 – 93 sider – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

” jeg går i havet/ solen har været/ oppe længe/ stenene trykker/ under fødderne/ gamle skader/ løsnes/ bryder gennem/ overfladen/ færgebølgerne er/ voldsomme”

En vase i brystet er en helstøbt digtsamling om livet og døden, om naturens ufravigelige forgængelighed. Digte og fotografier fortæller i små fragmenter om en årstids skiften, om livets langsomme, men støtte cyklus, om sorgen og dens udvikling. Vi vender tilbage til en evighedsfølelse, en cirkulær bevægelse i naturen, i livet, døden og sorgen:

” vi sænker jeres aske/ i mulden/ om nogle år/ vokser I op/ med grene/ og blade/ vi kan klatre mod/ en himmel/ på jeres nye rygge”

Strand, hav, skovmuld, bølger, fugle, blade, lysafspelinger, frost og vind er nogle af de naturelementer, der arbejder med og imod kroppen, danner ramme omkring jegets eksistens og tilbagevendende funderen over eget liv, egen krop og væren. Meget fint illustreres digterjegets forhold til sin egen eksistens i bogens allerførste digt:

” de dødes lys/ brænder/ fra mit hoved/ som et mørkt forår/ i en udtrådt verden/ tanken om at/ vende tilbage til/ den ro/ der var før/ jeg fandtes/ skræmmer mig”

Som forlaget selv skriver, kredser digtene om tematikker, som samling og splittelse, om at være menneske i rummet mellem før-fødsel og efter-død. Vi befinder os i et limbo mellem erkendelse, sorgbearbejdelse og håbløshed. Samtidig med at døden beskrives som stilstand, fortsætter livets og naturens evige cirkulære bevægelse ufortrødent. Noget, som efterlader læseren med en følelse af magtesløshed, men til dels også trøst eller accept. Der er gennem digtene et dybfølt ønske om at fastholde noget af det levede liv, at plukke minder som blomster og gemme dem i hjertet, i brystets vase. Det ufravigelige i døden er på en måde noget, der fylder digterjeget med sorg og melankoli, men også værdi.

Det er første gang, jeg har fornøjelsen af at læse noget af Daniel Boysen –  men det bliver absolut ikke sidste gang. Hans digte vidner om en usædvanlig stærk observationsevne, og han formår at skrive tunge ord med en let pen. Emnerne digtene kredser om er alment menneskelige refleksioner, som fremskrives relaterbart og med et gran humor.

Universet i digtsamlingen er fint og organisk og fotografierne, der blander sig mellem siderne er taget af forfatteren selv, og understøtter hele setup’ et afsindigt vellykket. En vase i brystet efterlader en tone som sidder fast, en melankolsk funderen over egen eksistens, eget fravær. Digtsamlingens smukke fotografier er drømmeagtige kollager, som sætter den rette stemning til digtene, som et følelsesmættet, silkeblødt bagtæppe til værket. Fotografierne er desuden et tiltrængt æstetisk kosttilskud til en udgivelse, der ved første øjekast ser noget kedelig og uindbydende ud. Omslaget er trykt på et mat og nubret papir, som  giver associationer til sandpapir eller tør hud, og som desuden hurtigt ser slidt ud. Jeg tror, de fleste har en tendens til at dømme en bog på dens omslag, hvilket i dette tilfælde er virkelig ærgerligt. Der gemmer sig en stor æstetisk oplevelse på den anden side af det grove, triste ydre, så lad dig endelig ikke narre. Alt i alt er En vase i brystet en digtsamling med et interessant filosofisk udgangspunkt, en imponerende sproglig lethed i alt det tunge, og en stærk æstetisk ramme. 5/6 hjerter og kraftige anbefalinger herfra!

hjerter5

cof

En+vase+i+brystet

Digtene kan købes direkte fra forlaget her,  og så burde du i øvrigt tjekke Daniel Boysen ud her.

Kompakte fragmentfortællinger med imponerende dybde – 43 BAGATELLER af Katrin Ottarsdóttir

  IMG_20180418_105704.jpg

43 BAGATELLER af Katrin Ottarsdóttir

Kortprosa – Forlaget Torgard – 96 sider – 2018 – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

” Man ligger som man har redt, hører hun sin mor sige. Hun aner ikke, hvordan hun skal holde dem ud. Smerterne. Hun er lige så uforberedt, som verden var uvidende om barnet i maven. Hun har lyst til at løbe sin vej, blive væk. Løbe så hurtigt at tiden mister sin mening. Veerne kommer væltende. Stærke og uden nåde sender de deres urkraft ud i hendes hårdt spændte krop. Svedperlerne opsamler hendes uanede moderlige kræfter, bader hende i dem. Endnu engang overlever hun smerterne uden at vide hvordan. Jordemoderen kommer ind. Veerne klinger af. Jordemoderen kigger på hende, forlegen, roder med nogle papirer. Rømmer sig. Ønsker du at bortadoptere barnet? Jordemoderen peger, hendes fingre sitrer  let. Du kan skrive under her, hvis det er.”

43 bagateller er en samling små tekster struktureret i samme form og sorteret alfabetisk. Teksterne tager udgangspunkt i hverdagslige bagateller, men rummer alle en dybde som er meget fjernt fra ordbogens definition af bagatellen – nemlig værende en lille, ubetydelig sag. Tekststykkerne tager alle udgangspunkt i hverdagslivet, i almindeligt forekommende situationer, som de fleste kan genkende og relatere til i en eller anden grad. Men fra tekststykkernes start til slutningen af de godt 300 ord, sker der hver gang en voldsom udvikling, som for det meste vender fortællingen helt på hovedet. Små bagatellignende fortællinger bliver til fatale afsløringer og ufravigelige endelser.

Alle bagatellerne er skrevet i en fin melankolsk tone, stemningen i bogen er tung og dyster. Fortællingerne handler om skæbner, om mennesker som taber eller har tabt, som svigter og som svigtes, som flygter fra livet eller endda slutter deres eget liv. Katrin Ottarsdóttir skriver fint og enkelt, ind imellem grænsende til banalt, hvilket måske er meget godt i tråd med hensigten – fortællingerne forstået som bagateller. Hun formår gennem kraftfulde naturelementer at skrive skrive en række smukke, dystre fortællinger om menneskelig eksistens frem.

43 bagateller er imponerende godt fortalt. Det kræver sin forfatter at skrive interessante, overraskende og for det meste vellykkede plots og fortællinger frem på blot 301 ord. 43 bagateller er hurtigt læst og kan anbefales til dig, der ligesom jeg, godt kan lide at klatlæse mellem togskift, eller i de korte sekvenser livet som småbarnsforælder tillader det. Det er en samling korte, helstøbte historier, som læses på kort tid, men giver stof til eftertanke i en del længere tid. 3/6 hjerter herfra.

hjerter3

Hvis du ikke i forvejen kender forlaget Torgard, så synes jeg, du burde stifte bekendtskab med deres interessante udgivelsesprofil. Bogen 43 bagateller kan bestilles kvit og frit til  dit lokale bibliotek her eller erhverves lige her.

Stærk to’ er om køn, krop, begær og kærlighed – ELASTIK af Johanne Bille

IMG_20180404_141856.jpgELASTIK af Johanne Bille

Roman – Forlaget Gladiator – 2018 – 185 sider – omslag af Clara Birgersson – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Jeg sidder i skrædderstilling i badet og iagttager mine kønslæber, trækker dem fra hinanden, så klitoris kommer til syne, og det er som at kigge på en anden end mig selv, som om jeg bør spørge om lov, før jeg må røre. Jeg opgiver at barbere mig, der er for mange folder dernede, og jeg kan ikke lide folderne. Alle disse folder er en forbandelse, og jeg har svært ved at forholde mig til dem og til at have et hul, der kan udfyldes af en penis. Jeg bryder mig ikke om det rosa kødgardin, der skal trækkes til side inden. Jeg drømmer om at være mandig, jeg drømmer om at omgås kvinder og være det modsatte af dem, at min stemme er mørk og fast på den der måde, der gør alle ord vigtige. I dag synes jeg, kusser er grimme. “

Alice er en kvinde i midt tyverne, som bor i København sammen med sin kæreste. På sit arbejde møder hun Mathilde, denne frigjorte, excentriske karakter, som hun fluks betages af og forelsker sig i. Mathilde er dronningen. En ophøjet, idoliseret kvindefigur, iklædt læbestift og sølvsko, med en mission; at sætte kærligheden fri. Sammen med sin kæreste Alexander lever Mathilde i et åbent forhold, hvor kærligheden tilhører alle, hvor der tilsyneladende ingen grænser er. Alice opsluges af Mathilde i en næsten ødelæggende grad, hun vil gøre hvad som helst for at få en del af hende. For at nærme sig hende indleder hun bl.a. et seksuelt forhold til Mathildes mand. Og Alice væmmes ved sin egen kvindelige krop samtidigt med at hun begærer Mathildes. Hun føler sig forkert i den krop og de kulturelle forventninger der har været bundet til hende, siden puberteten markede hendes krop som kvinde. Hun gør sin stemme dybere i samtalen med mænd, hun kigger med foragt på sine egne kønsorganer, hun er meget bevidst om sig selv og sin fremtoning, om køn og forventninger. Alice ser sig selv udefra, som på et filmlærred, observerer sig selv sammen med andre og alene. På den måde prøver hun måske at forstå sin ensomhed og de relationer hun bevæger sig i.

Elastik er en fremragende roman. Jeg læste den på få dage, fuldt opslugt og verdensfjern. Der er noget over den måde, Johanne Bille skriver på, som sætter sig fast i mig, fortællingen er uhyre intens selvom den er skrevet i et sprog, som er forholdsvis enkelt. Fortællingen er følelsesmættet og sanseløs på samme tid. Karaktererne er troværdige og relaterbare, forståelige.

Jeg følte mig hjemme i Elastik, forstået i mange af Alices frustrationer og eksistentielle overvejelser. Elastik er et stærkt samtidsbillede, det er en skildring af en ung kvindes forelskelse, men også meget mere end det. Det er en refleksion over køn, krop, mellemmenneskelige relationer, over det at være subjekt i verden. Eller objekt. Om at bruge andre mennesker, om at lade sig bruge. At give slip, eller simpelthen miste evnen til at mærke efter i sig selv. Det er en undersøgelse af, hvad forskellige relationer kan gøre ved en. For alt er elastisk. Vi bevæger os alle elastisk i de relationer vi indgår i, formes og ændres efter kontekst. Noget, som Johanne Bille beskriver spot on. Alice lader sig strække ud, formes og manipuleres som et gummibånd. Hun er i tvivl om hvem hun egentlig er, hvilken forvredet udgave af hende, der er den autentiske. Om der overhovedet er en oprindelig udgave af hende.

Elastik er en roman om kønnets elasticitet, om det enkelte menneskes elasticitet i forholdet til sig selv og andre. Det er en roman, der stiller spørgsmålstegn ved både monogam og polygam kærlighed – er begge dele selvbedrag? Det er en fortælling om kærlighed, om ensomhed og om en altoverskyggende kropslighed, et grådigt begær som konsumerer alt andet. Og det er en roman som efterlod mig med en reel omgang book hangover. Jeg kan slet ikke få armene ned af begejstring, 5/6 hjerter herfra. Læs den for fanden!

hjerter5

cof

Romanen er månedens bog for Gladiator-abonnenter og kan bl.a. købes her.

Hvad gør mennesket når det falder? DAGE UDEN DAGBOG af Allan Lillelund

cof

Dage uden dagbog af Allan Lillelund 

Noveller – Forlaget Snepryd – 2017 – 166 sider – omslag af Michelle Melissa Jakobsen – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Han skal have den i små stykker, hvis det skal lade sig gøre, tænker jeg, og skiller hans læber fra hinanden en smule. De er som dobbeltklæbrigt tape. Tænderne er skæve, og jeg har arvet deres placering. Han åbner ikke øjnene, men han kan godt spise en skumbanan med lukkede øjne. Det er ikke et problem. Jeg tager små stykker, for han er trods alt en meget syg mand.”

Hvad gør mennesket når det falder? Når det presses ud i ekstreme situationer, før og efter de fatale valg, der vender op og ned på livet. Det undersøger Allan Lillelund i sin nyeste udgivelse, novellesamlingen Dage uden dagbog.

Dage uden dagbog giver os indblik i en række meget forskellige menneskers sind og handlinger. Novellerne tager fat på store følelser og livssituationer, vi trækkes gennem død, savn, svigt, skyld, skam og apati. Novellerne er korte, nogle minimalistiske på en nærmest Helle Hellesk måde, men alle er de små tekster om store rystelser i mennesket, skrevet frem i hverdagssituationens forklædning. Der sker ikke noget voldsomt direkte, men alligevel dukker det voldsomme frem, mere eller mindre implicit i skriften. Allan Lillelunds karakterer er mestendels usympatiske, apatiske, afstumpede mennesker, mennesker som handler uforståeligt, foragteligt eller egoistisk. Mennesker, som ikke kan handle anderledes, givet den situation eller tilstand de befinder sig i.

Novellesamlingen rummer en større dimension af kompleksitet, end hvad jeg oplevede efter at have læst de første par noveller. Der er forvirrende afstikkere i form af ligegyldige sammenhænge mellem novellerne, som f.eks. en forstyrrende baggrundsstøj af Abba i radioen, som går igen. Og der er humoristiske indslag, som virker malplacerede, platte og forstyrrende i stedet for at udgøre et positivt element i novellerne. Men der er også meget fine, subtile indspark af humoristisk karakter, nogen ganske galgenhumoristiske, hvilket klæder fortællingerne godt.

Jeg sidder altså tilbage med en meget splittet oplevelse af novellesamlingen. Novellerne adskiller sig ret radikalt fra hinanden i form, og nogle fungerer simpelthen bare bedre end andre. Novellen Hesteballon hører til blandt mine absolut mest positive læseoplevelser fra bogen. Her formår Allan Lillelund virkelig at lege med flere niveauer i teksten, at fortælle hvad der lader til at være en ret udramatisk historie, men som i små enkle ord, eller korte sætninger bryder den rolige overflade og afslører en grusom bagvedliggende fortælling. Novellen er afsindigt sær, hovedpersonen omtaler ind imellem sig selv som “Jeres ven”, fortællingen hopper frem og tilbage i tid, teksten brydes hele  tiden op, og det hele fungerer enormt godt. Også novellen Skumbanan gjorde indtryk med sin mærkværdige hovedperson, som handler dybt bizart i situationer, der lægger sig op ad hans fars død. Også her lykkes Lillelund godt med beskrivelserne af noget helt mærkværdigt, og jeg tænker, at det er det han mener med handlinger fra mennesket, der falder. At nogle situationer får os til at handle helt uden for gængse normer og rammer. Og det er for mig altid interessant at udforske det grænseudfordrende.

Allan Lillelund er redaktør på det fremragende lille forlag, Silkefyret, der bl.a. udgiver en række oversættelser af prisbelønnede nyere norske forfattere. Desværre har jeg ofte en oplevelse af at Silkefyrets udgivelser er ualmindelig sjuskede i korrekturen, og det har vist sig også at være tilfældet her, i forlæggerens egen udgivelse. Det er ærgerligt, fordi det mudrer læsningen af nogle ellers ret interessante tekster til. Er man bedre end jeg til at se forbi de mange sproglige fejl, og har man ligesom jeg en hang til den lidt sære litteratur, bør man bestemt give Dage uden dagbog et skud. Herfra lander vi på tre store, ambivalente hjerter.

hjerter3

Hvis du vil læse mere om bogen, eller købe den, kan du fx gøre det her. Du kan også benytte dig af vores fantastiske biblioteksvæsen og låne novellerne kvit og frit her.

9788793377240-1511875611551

Frastødende kropsvæsker, den fundamentale afsky ved at slå ihjel, grænseoverskridende ritualer, lyst og ulyst i det seksuelle overgreb og andre ækelheder – DET ÆKLE af Brian Benjamin Hansen og David Mayntz (red.)

cof

DET ÆKLE af Brian Benjamin Hansen og David Mayntz (red.) 

Antologi – 226 sider – Akademisk Forlag – 2018 – omslag af Harvey Macaulay | Imperiet – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

Oplevelsen af noget som værende ækelt er helt grundlæggende og umulig at fralægge sig. Vi oplever forskellige ting som ækle uden nødvendigvis at ville det, afsky er ikke altid en kontrolleret følelse. Ikke desto mindre har vores opfattelse af det ækle stor betydning for hvordan vi møder andre og former relationer. Som det formuleres på bagsiden af Det ækle:

“Det ækle får os til at føle afsky. For kulturer, for politik, for køn, for kroppen. Og vi bruger det ækle i vores bedømmelse af verden, andre mennesker, andre væsner, ting. For det anfægter os på det dybeste” 

Og netop heri ligger en af bogens pointer; selvom vi ikke altid kan kontrollere hvad der får os til at føle afsky, så er det vigtigt at vi tager aktivt stilling til det, gør os det bevidst, og på den måde ikke automatisk handler ud fra det. Det er vigtigt, at vi taler om det ækle, at vi forsøger at finde frem til en slags etik for det ækle. “For det ækle har betydning for vores holdninger og handlinger”

Bogen Det ækle er sammensat af ni meget forskellige kapitler, som alle bearbejder fænomenet “det ækle” fra forskellige vinkler og med forskellige redskaber.

Og vi kommer vidt omkring; lad mig nævne i flæng – opfattelsen af den anden/en gruppe af andre som værende ækel, eksemplificeret ved etnisk udrensning og Trumps kvindehad | det ækle i relationsarbejdet og hvordan det afslører relationernes (a)symmetri, afskyreaktioner i forbindelse med at slå ihjel, og hvorvidt det bunder i indlejret moral eller noget mere komplekst | ækle rusritualer og hvordan de gennem grænseoverskridelsen fungerer samlende eller ekskluderende i nye fællesskaber, |menstruationsblod og den ekstreme grad af tabu netop denne ganske almindelige kropsvæske tillægges | et evolutionsbiologisk take på pubertære individers hyppige konfrontation med afsky og det ækle | den komplekse oplevelse af lyst og ulyst i det seksuelle overgreb, og hvordan det ikke er legitimt at italesætte | hvordan bl.a. nye muligheder for monitorering  af medarbejdere kan gøre ledelse grænseoverskridende, socialt illegitim og ækel og sidst, men absolut ikke mindst | den forvirrende sammenhæng mellem nydelse og afsky, eksemplificeret ved musik – når vores egen, ukontrollerbare nydelse bliver for meget og ændrer karakter til noget ækelt.

Det er ikke altid jeg læser en akademisk udgivelse slavisk, fra første til sidste side. Som oftest shopper jeg lidt rundt, danner mig et overblik og udvælger relevante kapitler og passager jeg kan tage fat på. Men i mødet med Det ækle havde jeg svært ved at løsrive mig, helt fra bogens allerførste sætninger:

“Det ækle er en sær størrelse. Det er, som om det ækle er skabt til at  undslippe alt for pæne kategoriseringer, og således opstår det som en slags rest, når man krampagtigt begynder at tale og skrive om det. Man kan ikke rigtig ramme dét, selvom man forsøger med flere fyldord, beskrivelser og systemer. Det lader sig ikke skrive. Og alligevel bliver det ved med at melde sig.”

Det ækle er interessant, dragende og frastødende på samme tid.

Det er dog ingenlunde nødvendigt eller oplagt at læse Det ækle slavisk fra den ene ende til den anden – alle ni kapitler introducerer grundigt til hvad det ækle kan forstås som, i hvert deres fokus.

Alle bogens ni kapitler er gennemarbejdet og formidlet forståeligt og skarpt, omend nogle kapitler er lettere tilgængelige end andre. Af absolutte højdepunkter for mig var kapitlet om det ækle i relationsarbejdet, hvor vi møder Pernille, som  er mentor for en socialt udsat ung mand. I mødet med menteens mor i deres lejlighed, udfordres hun på sin professionalisme, da hun først og fremmest føler sig dårligt tilpas i den uudluftede, dyrehårsbefængte lejlighed. Moren serverer hjemmelavet, mayonnaise-mættet skinkesalat til dem på lune tallerkener, og den syrligt fede anretning og omgivelserne gør det umuligt for Pernille at tage imod måltidet. Hendes afvisning af deres gestus afslører skævheden i deres relation, ved at sige nej til deres mad, fremstår hun socialt hierarkisk over dem og deres uligeværdige relation står frem. Kapitlet er både afsindigt interessant i sine argumenter, og velskrevet i en sådan grad, at man som læser tydeligt mærker følelsen af afsky, den sammensnørrende hals og de begyndende opkastfornemmelser. Kapitlet understreger hvordan det ækle virker, man mærker den ufrivillige afsky på egen krop.

Desuden var jeg svært begejstret for kapitlet om lyst og ulyst i det seksuelle overgreb, som tager fat på et emne, som sjældent italesættes. Med solidt teoretisk afsæt åbnes der op for nye måder at tale om kompleksiteten af et seksuelt overgreb og dermed også en bredere måde at møde offeret for et sådant på. Ved hjælp af begreber som mættede fænomener (Marion) bliver det måske lettere at tale om og forstå hvordan et seksuelt overgreb former offeret. Måske kan en sådan tilgang være med til at frigøre noget af al den skyld og skam der ofte følger med, hvis man udsættes for et seksuelt overgreb. Om ikke andet tror jeg at italesættelsen i sig selv er vigtig; en anerkendelse af, at der er mere komplekse følelser og reaktioner på spil end som så.

Skulle jeg ønske mig et tiende kapitel,  ville det være både nærliggende og interessant at undersøge det ækles sammenhæng med den inkapable krop. For den inkapable krop er i nogle tilfælde genstand for afsky i en sådan grad, at man kan tale om at der sker en eller anden form for menneskelig værdiforringelse eller objektivisering. Men som med alle andre udgivelser, så er man jo nødt til at lave en afgrænsning. Og jeg synes at Det ækle er afsindigt velkomponeret og vellykket i både indholds omfang og spredning.

Det ækle er så interessant, fordi det er så svært at definere. Det ækle er et grænseland, der hvor lyst og ulyst flyder sammen. Og bogen holder sig bevidst uden for en fast definition og går i stedet nysgerrigt til begrebet. Når vi beskæftiger os med det, der frastøder os – det vi finder ækelt – siger det i virkeligheden enormt meget om os selv, og om det, der er samfundsnormen – det, vi føler behag ved og stræber efter. Det ækle slår ned i en række højaktuelle emner og bidrager således til en samtidsanalyse, en bedre kulturforståelse.

Det ækle er afsindigt relevant, interessant og godt formidlet. Selv bogens omslag formidler et af bogens hovedelementer ret konkret – nemlig kompleksiteten i det ækle. De farvestrålende orme der snor sig på bogens omslag er både dragende og frastødende, de er smukke samtidig med at de giver mig myrekryb.

En både smuk, interessant og vigtig bog. 5/6 hjerter herfra!

hjerter5

Har du fået appetit på noget ækelt? Så kan du læse mere om bogen, eller erhverve dig dit helt eget eksemplar her!

Udklip 1 det ækle

Udklip 2 det ækle