Den perfekte dåbsgave eller fødselsdagsgave til de mindste: HALFDANS ABC – af Halfdan Rasmussen & Ib Spang Olsen

edfmde

HALFDANS ABC – af Halfdan Rasmussen

Børnebog – Carlsen – genudgivelse – 2017 – sponsoreret: anmeldereksemplar fra forlaget

“Ylle, Dylle, Dolle,
tre små lodne trolde
gik på jagt med vanter på
for at skyde hvad de så.
Ylle skød en kaffekande
Dylle skød en stegepande
Dolle skød en kasserolle
Ylle, Dylle, Dolle”

Vi er mange der kender og elsker den, dette barndomsklenodie, indsvøbt i de smukkeste illustrationer. Ovenstående citat, fra bogstavet Y er klar favorit hjemme hos os, og vores næsten 2-årige citerer det dagligt. Halfdans ABC var højt elsket dengang jeg var barn og adskillige år før da, og er altså stadig et hit med sine finurlige vers og smukke illustrationer.

Børnebogsklassikeren, som udkom første gang for 50 år siden, har været udgivet i adskillige udgaver gennem tiden. Det er første gang bogen udkommer i pegebogsformat med tykke papsider, som henvender sig til de alleryngste.

Papirsiderne er skiftet ud med en kraftig papkvalitet, men ellers ligner den sig selv. Stemningsfulde illustrationer, skæve og humoristiske vers, og et fantastisk sprog og en rytme, som fænger børn (og voksne) i mange aldre og stadier.

Herhjemme kan vi slet ikke få hænderne ned af bar begejstring, og står du og mangler den helt perfekte gave til din lille nevø, til det nyfødte familiemedlem, eller til barnedåben, så er her et vældig godt bud. Et børneappellerende stykke national kulturarv, som uden tvivl vil vække begejstring hos alle småbørn og ikke mindst nostalgiske følelser hos deres forældre.

Læs mere, eller køb den fine pegebog her.

1

2

En tanke omkring “Den perfekte dåbsgave eller fødselsdagsgave til de mindste: HALFDANS ABC – af Halfdan Rasmussen & Ib Spang Olsen

Skriv en kommentar